Lokalpolitik

Enigt byråd droppede plan om vandkultur

Rekordhurtig vedtagelse af kommunens budget

AALBORG:Selv om Anita Knakkergaard fra Dansk Folkeparti som det eneste af byrådets 31 medlemmer står uden for budgetforliget for næste år, så valgte hun alligevel som byrådets øvrige 30 medlemmer at stemme for, at planen om et såkaldt vandkulturhus ved Gigantium bliver opgivet. Ved en håndfuld af de mange afstemninger ved budgetvedtagelsen blev resultatet, at alle 31 byrådsmedlemmer var enige. Ellers blev det typiske afstemningsresultat, at forligspartiernes forslag blev vedtaget med 30 stemmer mod Anita Knakkergaards ene. Debatten om budgettet varede et par timer, og afstemningen blev derefter afviklet på knap en halv time. Her blev afstemningen gjort effektiv ved, at f.eks. alle forligspartiernes ændringsforslags til anlægsbudgettet kom til afstemning under et. Den hurtige debat og den effektive afstemingsprocedure gjorde, at det blev en rekordhurtig andenbehandling af budgettet. - Jeg har aldrig stemt for Vandkulturhuset til 110 millioner kroner. Tværtimod har jeg flere gange sagt, at kommunens økonomi ikke kan finansiere prestigebyggeri, sagde Anita Knakkergaard. Mens der var enighed om at droppe vandkulturhuset, så er der tilsyneladende uenighed om, hvor død planen er. Den konservative Vibeke Gamst kritiserede skole- og kulturrådmand Nils Bell (V) for at have nævnt muligheden for, at projektet eventuelt senere kan tages op. Rådmand Henrik Thomsen (SF) erkendte, at hans parti, da det blev besluttet at reparere svømmehallen Haraldslund have slået til lyd for, at der også var et behov i Aalborg Øst, der i mange år er blevet lovet en svømmehal, og Henrik Thomsen mente, at byrådet senere kunne tage det løfte op igen. Også socialdemokraten Ib Rasmussen mindede om det 30 år gamle løfte til Aalborg Øst om en svømmehal. - Løftet blev givet, da vi vedtog at renovere Haraldslund, og Aalborg Øst er en bydel, hvor behovet er til stede. Der bor flere mennesker i Aalborg Øst end i f.eks. Farum, sagde Ib Rasmussen.