Lokalpolitik

Enigt udvalg i krosag

BRØNDERSLEV:Medlemmerne i teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune bakker udvalgsformand Karsten Frederiksen hundrede procent op i sagen om Brønderslev Kro. Det understreger næstformand Gunnar Larsen og de øvrige udvalgsmedlemmer, Kim Toft, Poul Pedersen og Johannes Trudslev Pedersen. I Lev Godt i NORDJYSKE i søndags blev kroejer Asta Kjær portrætteret, og heri stod der blandt andet at læse: "Asta Kjær, 79-årig kroejer, hører til Brønderslevs byliv, som hun har gjort det i 30 år. Nogle ville nok gerne være hende foruden. Det er hun ikke i tvivl om, navnlig en bestemt person i byrådet. - Han har nu heller aldrig kunnet få noget til at køre rundt, tilføjer hun." Denne bemærkning er faldet de øvrige udvalgsmedlemmer for brystet, og udsagnet får nu Gunnar Larsen til at understrege, at det var et enigt teknik- og miljøudvalg, der indgav politianmeldelse mod Brønderslev Kro. - Der bliver i artiklen om Asta Kjær nævnt en person i byrådet, som har været særlig synlig i forhold til anmeldelse af kroens markedsføring. Der er ikke navn på personen. Men der skal ikke herske tvivl om, at vi i teknik- og miljøudvalget var enige om at stå bag politianmeldelsen, siger Gunnar Larsen.