Enklere skatteregler må da være en folkesag

FORSLAG: Da jeg blev skatteminister, satte jeg mig det mål at gøre skatten enklere. Med skattestoppet er der mere ro om skatterne og derfor mulighed for at give skatter og afgifter et servicetjek. Stille spørgsmålet: Hvor kan vi gøre det bedre? Og hvem ved det bedre end brugerne af skattesystemet. Derfor bad jeg alle, som måtte have forslag til regelforenklinger, om at sende dem til Skatteministeriet. Skatteministeriet har indtil nu modtaget over 700 forslag, hvilket jeg synes er meget flot. Det viser, at borgere og virksomheder oplever bøvl med administrationen af skatte- og afgiftsregler. Det er flot, at så mange har engageret sig i kampen for et enklere skattesystem ved at tage sig tid til at skrive til ministeriet. Kampagnen "Skattejagt på regelbøvlet" har således bestemt været en succes. Vi har nu gjort status over det hidtidige arbejde gennem vores første Forenklingsredegørelse. Ud af alle de forslag, vi har fået, har vi arbejdet videre med ca. 350 og allerede gennemført hele 50 forslag. De mange forslag illustrerer, at forenkling af skattesystemet er et langt sejt træk. De mange forslag er måske ikke enkeltvis epokegørende, men den fortsatte gennemførelse af de mange enkelt forslag gør en afgørende forskel. For som bekendt består det store ocean af mange små dråber. Ikke alle bidrag kan realiseres. Regelforenkling skal nemlig ikke bruges som undskyldning for at sætte skatten op. Det er gammel visdom, at forenklinger, som koster borgerne penge, er man hellere fri for. Derfor koncentrerer vi indsatsen om alle de andre forenklinger. Så vi til glæde for os alle dermed får en enklere skat. Og lad mig understrege, at alle kan fortsat være med til at forenkle vores skattesystem. Send et brev eller en e-mail til forenkling@skm.dk med et godt forslag til forenkling.