Ensidig propaganda

Dejligt at du gør op med den ensidige propaganda, der er vendt mod samlingsregeringens håndtering af de første tre år af besættelsen af Danmark.

Jeg kan ikke lade være med at se på det arabiske forår som en parallel hertil. I Libyen var der en stærk modstandsbevægelse, som Nato fandt var hjælp værdig. Der er en sammenlignelighed med den situation, vi efterhånden havde opnået gennem de tre første besættelsesår at få opbygget i Danmark. Her kunne modstandsbevægelsen modtage hjælp og støtte fra englænderne, og her spillede modstandsgrupper som Hvidsten-gruppen en væsentlig rolle. Men uden den folkelige udvikling og opbakning, som samlingsregeringen med sine handlinger havde medvirket til gennem de første tre år, havde modstandsbevægelsen ikke haft et formål. Nu havde samarbejdet mellem de to grupperinger, samlingsregeringen og modstandsbevægelsen, kraften til at sige fra som det skete. I august 1943 lægger et voksende folkeoprør mod nazismen op til et brud med den fredspolitik, der hidtil har forskånet danskerne for krigens ødelæggelser, og de danske nazisters overtagelse af Danmark, med jødedeportationer. Men kravet fra Nazityskland om, at den danske regering skulle bruge militæret mod det danske folk, afviste den danske regering klart. Hitler blev nu rasende, da dr. Best fortalte ham om den danske holdning. Da han vendte tilbage til Danmark, havde han bl.a. følgende krav til den danske regering: at der øjeblikkelig skulle indføres undtagelsestilstand med strejkeforbud, mødeforbud og udgangsforbud kl. 20.30-5.30, forbud mod forulempning af tyskvenlige, aflevering af skydevåben og sprængstoffer, indførelse af pressecensur under tysk medvirken og oprettelse af hurtigdomstole. For sabotage og besiddelse af skydevåben og sprængstoffer efter 1. september skulle der ufortøvet indføres dødsstraf. Statsminister Scavenius rejste tanken om et forhandlingsgrundlag, selv om han vor klar over det umulige heri. Socialdemokraternes leder, fhv. statsminister Buhl, som nazisterne havde fået fjernet som statsminister og erstattet af Scavenius, formulerede de tilstedeværendes ministres og partileders standpunkt ved at udtrykke, at de stillede krav fra det tyske riges befuldmægtiges, at disse krav kun kunne opfattes som et ultimatum som ingen dansk regering vil kunne acceptere, hvorfor de klart måtte afvises. Om handlingen har Hartvig Frisch i Danmark besat og befriet skrevet følgende: "Hvad mange socialdemokrater ligesom Hans Hedtoft - H.C. Hansen har set hen til lige siden besættelsens begyndelse, var nu sket. Tyskerne havde stillet krav, som enhver dansk regering måtte afvise. På dette spørgsmål kunne rigsdag, regering og konge gå ned sammen med flaget hejst, og et enigt folk bag sig. Det var en politik, der fuldbyrdedes, og som indledtes den 9. april under mottoet "for at skåne befolkningen" og som endte nu i 1943, da tyskerne ville bruge den danske regering til at kujonere befolkningen med arbejdstvang, standretter og dødsstraf. Og takket være de forudgående ugers ja års oprigtige forsøg på at dæmme op for de anarkistiske elementer, var det ikke et skræmt og opløst folk. Men det danske folks forfatningsmæssige ledere, som kunne lægge eftertryk i det nej, der skulle overbringes tyskerne. Det var det største øjeblik siden de tunge beslutninger den 9.april, og hvilken forskel var der ikke mellem dengang og nu! Da hvilede Tyskland som et jordskred over hele Europa, og i de beslutninger vi traf, måtte vi indkalkulere muligheden af en tysk sejr og dermed en hel generations seje kulturkamp mod undertrykkerne ligesom sønderjydernes. Nu derimod var det en akut krise, under et sammenbrydende tyrannis krampetrækninger måske rædsler og lidelser. Men under en klar stjerne af håb." Oprøret var med afvisningen af det tyske ultimatum i gang mod Nazismen. Med Frihedsrådets (eksilregeringen) og folkets store opbakning i gang.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.