Filmanmeldelse

Ensomme Frida

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hun sminker og klæder sig ud som den mor, hun har mistet. Og som til sidst altid var for træt til at kunne lege med hende.

Film: "Sommeren 1993"

Det er børnefilm på en helt anden og ganske voksen måde. Seksårige Fridas mor er død, da filmen åbner, og ligesom Frida aner vi ikke hvorfor eller hvordan.

Mors lejlighed i Barcelona er ved at bliver pakket ned af onkel Esteve (David Verdaguer) og tante Marga (Bruna Cusi), mens Frida (Laia Artigas) sidder ensomt og forladt i en kæmpe lænestol. Onkel Esteve spiller en vemodig sang på guitar, mormor lærer hende at bede fadervor, og snart går turen i bil væk fra storbyen.

Ud i nattemørket. Ud til en lille landsby i Catalonien, hvor Frida nu skal bo sammen med onkel og tante og deres treårige datter, Anna (Paula Robles).

Det "uforklarlige" går som en rød tråd gennem dette lavmælte og samtidigt intenst nærværende drama.

Vi får i begyndelsen ikke meget - eller snarere intet - at vide om, hvorfor og hvordan mor er død. Men befinder os sammen med Frida midt i al det fremmede. Den lille pige, som opmærksomt følger med i og lytter til, hvad de voksne gør og siger.

Hun forstår meget lidt og alligevel noget af, hvad de fortæller, og hun er samtidig fortabt og alene med sin sorg.

Langsomt får vi historien og forstår mors død og det, som gik forud. Får små brudstykker af erkendelse serveret - på samme måde som Frida gør.

Esteve og Marga er omsorgsfulde og opmærksomme plejeforældre, som gør det bedste, de kan, for at få Frida til at falde til. Storbybarnet pludselig anbragt ude på landet med gokkende høns og frodig natur. De gør ikke nogen forskel på hende og deres egen datter Anna, men Frida har det svært.

Livet på landet i den lille familie er skildret trygt og uformelt. Her er nærvær og opmærksomhed fra de voksnes side. Men samtidig oplever vi hele tiden, hvordan Frida er spærret inde i sin egen fortvivlelse. Fordi hun ikke har fået nogle forklaringer, som hun kan bruge til at forstå sin egen hjælpeløshed.

På det ydre plan sker der meget lidt, mens den ene hverdagssituation afløser den anden. Børnene leger skjul eller tagfat, og ganske små, uskyldige konflikter vokser sig langsomt større og farligere. Frida bliver stadigt mere "umulig" og beskyldt for at være forkælet, når hun aggressivt protesterer mod den tavshed, de voksne har trukket hen over hendes mors død.

Det er skildringen af hverdagslivet i den lille sammenbragte familie, som rammer én. Instruktøren Carla Simón har gjort brug af sine egne oplevelser som adoptivbarn, og det er lykkedes at få en dramatisk overraskende film ud af det personlige.

Børneskuespillet er mesterligt og virker både naturligt og troværdigt. Filmen er instrueret i børnehøjde, og det er gjort overbevisende, præcist og gribende. Det må kunne smerte ethvert forældrehjerte at se den lille trunte til Anna - spillet af Paula Robles - troskyldigt gøre og tro på, hvad den ældre adoptivsøster lokker hende til.

Filmen har nærmest form af en række små situationsøjeblikke, på overfladen ganske "uskyldige" og uden konfliktstof, men nedenunder ligger sorgens smertende sår hele tiden og bløder. I hovedrollen som Frida brænder den kønne Laia Artigas igennem. Med sit uudgrundelige "voksenblik" aner du aldrig rigtig, hvad der mon foregår, eller hvad tanker hun gør sig. Inden hun pludselig bestemmer sig for at være på tværs og gør modstand mod de voksne.

I stærk kontrast til den mindre Annas ukomplicerede babytilgang til livet og forældrene. Hvilket naturligvis også danner bund for både jalousi og konflikter.

David Verdaguer og Bruna Cusi gør det godt i rollerne som surrogatforældre. Især Bruna Cusi er overbevisende i mor-rollen, klar til at tage de konflikter, der ikke bare lader sig bortforklare, men som viser, at noget er rivravruskende forkert. På den måde fortæller filmen også en historie om børneopdragelsens svære kunst.

Selv om det hele er svøbt i sorgens afmægtige smerte.

Historien om den fortabte, ensomme Frida, der langsomt får forklaret og forstår baggrunden for sin mors død og forliger sig med sine adoptivforældre, er stærk og vedkommende filmkunst.

Film: "Sommeren 1993"

  • Original titel: "Estiu 1993"
  • Spanien, 2017.
  • Instruktør: Carla Simón.
  • En time, 37 minutter.
  • Danmarkspremiere, Biffen, Nordkraft.

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.