Ensomme hjerters klub

"Sygt lykkeligt"

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nu skal vi rigtig lære hinanden at kende. Med elgsteg og et morsomt spil "Lige par leger bedst", fra venstre Eirik, Kaja, Elisabeth og Sigve.

En sygt morsom og besk alvorlig kærlighedskomedie, der dribler rundt med de åh så kendte skandinaviske parforholdsforviklinger på ganske overraskende og dybt befriende vis. Vi befinder os et eller andet sted i et kuldslået og vinterdækket Norge, hvor den væne Kaja (Agnes Kittelsen) lever med sin knudemand, Eirik (Joachim Rafaelsen) og deres lyshårede pode, Theodor (Oskar Hernæs Brandsø). Nu har de lejet nabohuset ud til et ganske eksotisk par, Sigve (Henrik Rafaelsen) og hans danske advokatkone Elisabeth (Maibritt Saerens), der oven i købet har adopteret en etiopisk dreng, Noa (Ram Shihab Edeby). Og hvor Kaja dog glæder sig til at få naboer. Og måske - hvem ved - en god veninde, og Theodor kan vel lege med Noa. Det er så det hele sitrer på hende Kaja, der nu kan finder en anden mening med livet end slankekur, dér midt i vintermørket, skønt hun er så nydelig slank, som nogen kunne ønske sig. Der bliver inviteret på aftensmad og så begynder der ellers at komme sandheder for en dag, da Sigve foreslår at de spiller det morsomme nyindkøbte brætspil "Lige par leger bedst" - en slags temperaturtjek på parforholdets bæredygtighed. Eirik og Kajas sexliv har været tilfrosset i næsten et års tid, og Elisabeth er blevet slæbt til Norge, som straf for at have haft en udenomsægteskabelig affære. Og pludselig er der én, der får et uventet blowjob, og den totalt ufornuftige forelskelse med nøgne voksne løbende rundt i puddersneen får lov til at folde sig ud. Skuespillet er skævt, sjovt og dødsensalvorligt på en og samme gang. Agnes Kittelsen er intet mindre end i stjerneklasse, sådan som hun giver den som den inderligt ærlige og dybt banale ungdomsskolelærerinde. Altid parat til at ofre sig for familien og det fælles bedste, så hun fuldstændig glemmer at sørge for at få noget kærlighed til sig selv. Hendes stivstikkermand, den fåmælte og hæmmede Eirik, der hele tiden skal af sted på bøssejagt, er også i gode skuespillerhænder hos Joachim Rafaelsen, og overfor spiller Henrik Rafaelsen og Maibritt Saerens som det moderne ægtepar, der dog har fået voldsomt ondt i ligestillingen - og liggestillingen - efter konens syndefald. Igen godt skuespil. Iskølig kone og forsonlig bamsemand. Det er komedie på den der overgivne måde, som kan minde om den norske mandskorfilm "Heftig og begejstret". Undervejs står et jakkesætsklædt barbershopskor nemlig og kommenter løbende handling med gospel og countrynumre tilsat lidt banjo, men det er mere den uskyldige ærlighed og letbitre indsigt, der gennemstrømmer handling og replikkunst, som får komedien til at funkle. Parallelt med de voksnes ufornuftige leg og desperate forsøg på at vride sig fri og droppe medlemsskabet i den "De ensomme hjerters klub", som de alle sammen på en eller måde er ufrivillige medlemmer af, følger vi også Theodors dybt problematiske leg med Noa, hvor han i praksis og ganske kontant "leger til" at den kogechokolademørke Noa faktisk er hans slave. På den måde danner børnenes leg en grum parallel til de voksnes amokløb udi elskov og parforholdskrise. Det er hylesjovt, det er vældigt rørende, der er hamrende præcist, og det er en film, der holder hele vejen og synger de ensomme hjerters musik. Skandinavisk køkkenbordsrealisme lavet med et gevaldigt humoristisk overskud, som giver det egentlig letbitre kammerspil et gevaldigt løft. En film, som gør ondt midt i grineriet, netop fordi den skildrer voksne mennesker i parforholdet, hvor de både føler sig trygge men også fanget. Og hvad gør man så? For et er ulykkelig kærlighed, værre er at få et ulykkeligt liv og ikke føle sig elsket og afholdt, og den pointe får filmen banket fast med stor finesse og elegance. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Sygt lykkeligt" Org. titel: "Sykt lykkelig" Instr.:Anne Sewitsky. En time, 28 min. Till. over 7 år. Biffen, Nordkraft.