Ensomme og rodløse

"Byen og øen"

Benn Q. Holm.
Socialforhold 20. september 2011 06:00

"Byen og øen" ligger i forlængelse af Benn Q. Holms tidligere romaner "Hafnia Punk" og "Album", der foregår over et spand af år, 30 i alt. Det gør "Byen og øen" også, nemlig firserne, halvfemserne og vort århundredes første årti. I centrum står fem gymnasie- og studiekammerater: filmentusiasten og punkeren Espen Halberg, yuppien og rigmanden Anders Berner, den fordrukne islandske digter Pétur Bjarnason, den frigjorte, feterede skuespillerinde Molly Hostrup og den pæne pige Camilla Soares. De får hver for sig ordet i romanens tre dele, og i den afsluttende epilog er det Espen Halberg, der fører ordet. Vi følger dem rundt i verden i en tid med opbrud, tsunami, terrorangreb i New York, umulige levevilkår i Albanien, flygtningelejre og meget mere. For dem alle gælder, at de føler sig rodløse. De er fortravlede, aktive drømmere, der aldrig trænger ind i den virkelighed, de lever i. De lever ikke i oprindelighed, idet de forgæves prøver at finde virkeligheden i de ting, de beskæftiger sig med. Camilla Soares vil hjælpe de fattige, men kan ingen ende se på alt det, der kræves af omsorg og indsats, Anders Berners virkelighed er penge og kun penge, Espen Halberg vil lave film og satser entydigt på sit projekt: Han ser filmiske potentialer i alt, Molly Hostrup spiller roller, men søger forgæves ud i en geografisk ensomhed sammen med sin biseksuelle gestaltpsykolog, og Pétur Bjarnason holder virkeligheden stangen med rusmidler. På den måde bliver de fra en side af eksponenter for den moderne vesteuropæiske kultur, hvor al aktivitet har svært ved at blive andet end fortravlet geskæftighed. Hvad end de beskæftiger sig med, er de af den opfattelse, at tingene og opgaverne har en betydning i sig selv. Det er den opfattelse, der leder dem alle ind i en rastløshed, som de søger at kompensere for gennem løssluppen seksualitet, spiritus, euforiserende stoffer og fri omgang. Hertil kommer yderligere, at de aldrig finder frem til noget eller rettere ind i noget, som de kan falde til ro i. De drives rundt i en endeløs og forgæves satsning på at finde en mening i noget, der i sig selv er meningsløst. Og det slår ofte over i mismod. De mødes så tredive år senere på rigmanden Berners ø, desillusionerede, ensomme og hver for sig på flugt, hver for sig eksisterende på sin ø. "Byen og øen" er ikke alene en glimrende underholdningsroman - der er også gehalt og fasthed i den i beskrivelsen af aftenlandenes sært sjæleløse skabninger. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Benn Q. Holm: "Byen og øen" 600 sider, 349,95 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...