Entrepenører vil ikke bygge for Ruth

Frygt for chikane og hærværk vil gøre det svært for Faderhuset at bygge på Jagtvej 69.

Roberto Zacharias og Troels Donnerborg
Alt tyder på, at der kan komme til at gå lang tid før det første spadestik bliver taget på den grund, hvor Ungdomshuset før lå. Her Ruth Evensen. Bax Lindhardt/Scanpix
Byggeri 10. marts 2007 22:25

Hun regner selv med at kunne gå i gang om et halvt års tid. Men alt tyder på, at Ruth Evensen og Faderhuset kommer til at vente meget længere på at se det første spadestik til deres omdiskuterede kulturhus på Nørrebro. Angsten for chikane og hærværk gør det nemlig svært at finde entrepenører og håndværkere, der vil bygge nyt på Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset lå indtil for få dage siden. - Alene i forbindelse med nedrivningen var der masser af problemer, så vi ville tænke os rigtig godt om, før vi bød på sådan et projekt. For her er der flere risici end normalt, og som virksomhed må vi være kyniske og tænke over, om vi tør løbe den kommercielle risiko, der er forbundet med at sige ja til en opgave af denne art, siger divisionsdirektør Bjarne Jørgensen fra entrepenørfirmaet MT Højgaard. Samme holdning går igen hos andre store byggefirmaer, som NORDJYSKE har talt med, og heller ikke håndværkerne brænder efter at hjælpe. - Vi vil fraråde vores medlemmer at sige ja. Helt principielt mener vi ikke, at det er særlig værdigt at skulle arbejde under beskyttelse, og jeg kan ikke forestille mig, at sådan et byggeri vil kunne foregå fredeligt. Desuden vil det være svært at sløre folks identitet. Det kan man måske gøre i en uge, men ikke i så lang tid, som det vil tage at bygge nyt på grunden, siger formanden for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen. Og et eventuelt byggeri på matriklen vil løbe ind i forhindringer, mener sociolog René Karpantschof fra Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i politisk aktivisme. Jagtvej 69 er et ikon - Faderhuset kan ikke bygge noget hus der. Hverken nu eller om to år. For Jagtvej 69 er blevet ikon, og vreden mod Ruth Evensen er ubeskrivelig. Så jeg er sikker på, at et nyt byggeri vil blive mødt med hærværk og chikane, siger forskeren og henviser til nedrivningen af Allotria-huset på Nørrebro i januar 1983. - Nybyggeriet på grunden blev i flere år efter udsat for omfattende hærværk og ildspåsættelse. Men rydningen af Ungdomshuset har sat sig endnu dybere spor, fordi det var grundpillen for den alternative kultur og blev brugt af mange flere mennesker, siger René Karpantschof. Skulle Ruth Evensen alligevel få overtalt et firma til at tage opgaven, skal hun ikke regne med konstant politibeskyttelse. - Det er klart, at det kan gå hen og blive et problem. Men som udgangspunkt er det ikke vores opgave at være fast vagtmandskab, og vi forventer da, at man selv sikrer sig med hegn og anden beskyttelse. Men hvis byggepladsen bliver udsat for chikane og hærværk, vil vi selvfølgelig træde til i en eller anden udstrækning, siger chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...