EMNER

Entreprenør: Meningsløst at byde på opgaven

AALBORG:Når et projekt ændres i den hensigt at gøre det billigere, og man som entreprenør kan se, at det alligevel vil blive dyrere, er der ingen mening i at byde på opgaven. Sådan forklarer koncerndirektør Morten Chrone fra entreprenørkoncernen NCC, at man ikke indgav bud ved licitationen over det nu skrinlagte Musikkens Hus i Aalborg. Tre koncerner var prækvalificeret til at byde på opgaven, og som bekendt var det kun E. Pihl & Søn i samarbejde med A. Enggaard, der indsendte et bud - som startede den lavine, der i går kulminerede med, at projektet blev droppet. - I pressen har det set ud, som om vi bare lod være med at indsende et bud, men det kunne nu ikke komme bag på nogen, at vi ikke deltog, for det meddelte vi allerede sidst i juni, siger Morten Chrone. - Vi har brugt rigtigt mange ressourcer på opgaven med Musikkens Hus, både i første og anden runde. Men som sagt kunne vi se, at der i anden runde ikke som ønsket var mulighed for at gøre projektet billigere. Tværtimod ville det blive væsentligt dyrere, og så gav det ingen mening at byde på opgaven. Han bekræfter, hvad der er sagt fra andre sider, at Musikkens Hus er blevet fanget af udviklingen i byggebranchen: - Vi ville også have problemer med at finde kapacitet til opgaven, og det gjorde det endnu mere meningsløst at byde ved licitationen, påpeger Morten Chrone.