Entreprenør tømte asketønder med sin far

Kurt Guldhammer har brugt sin tid på familievirksomheden, som faren grundlagde i 1945

BROVST:- Jeg er nok arveligt belastet. Vores far startede firmaet i 1945 og vi er vokset op med, at far har lavet forretningen. Sådan lyder Kurt Guldhammers forklaring på, hvorfor han er entreprenør. Kurt Guldhammers far Christian Guldhammer åbner sin vognmandsforretning i 1945 med blot en hestevogn. Med årerne vokser forretningen, så Chr. Guldhammer A/S i dag er en af områdets største virksomheder. Is til 15 øre 61-årige Kurt Guldhammer får sit første job hos faren, da har er ni år gammel. På det tidspunkt bruger man kakkelovne og grundejerforeningen i Brovst har en aftale med Christian Guldhammer om afhentning af aske fra ovnene. Tømning foregår ved, at Christian Guldhammer sammen med sin bror bærer de fyldte asketønder ud til en vogn og tømmer dem. Sønnerne Kurt og Ove løber så ind med de tomme tønder og sådan fortsætte det fra hus til hus. - Det foregik snildt og en pligt, som vi havde. Fars indstilling var, at man skulle yde noget for at få noget , forklarer Kurt Guldhammer. Sønnerne arbejder da heller ikke gratis. De får to kroner om ugen og det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor en is koster 15 øre og en biografbillet 60 øre. - Det var en god betaling, så far kunne godt have fået andre drenge til at gøre det. Vi kunne kun få fri, hvis vi var inviteret til børnefødselsdag, fortæller Kurt Guldhammer. - I dag siger børn bare ”stik mig en halvtredser”, men vi skulle vise noget for at få de to kroner, tilføjer han. I lære som mekaniker Som 12-årig bliver han bybud for Fru Ebbensgård, som har en købmandsforretning, hvor Weiss nu ligger. Det job har Kurt Guldhammer, indtil han starter i realskolen og efter skolen står ham med tre valgmuligheder. Han kan blive bager, murer eller mekaniker. Set i bagklogskabens klare lys ville Kurt Guldhammer have valgt at blive murer, men på det tidspunkt er det biler, der trækker, så han kommer i lære hos Rasmussen i Brovst. - Men jeg har aldrig haft lyst til at arbejde som mekaniker. Det fangede mig ikke og jeg var derfor heller ikke dygtig til det, forklarer Kurt Guldhammer og tilføjer, at han dog godt selv kan lave sin Morris 1000. Den manglende interesse ændrer ikke på, at svendebrevet kommer i hus og efter det følger tre år i flyvevåbnet. I 1966-67 vender han hjem til Brovst. - Min far var af den gammeldags type og han ville gerne have os hjem. Men vi skulle ikke tro, at vi bare skulle være fars drenge. Det blev vi heller ikke, fortæller Kurt Guldhammer. Hans første job hos faren er derfor at køre gravemaskiner på lige fod med de øvrige medarbejdere. Faren dør pludseligt I 1972 køber Christian Guldhammer et nyt mørtelværk og det bliver Kurt Guldhammer leder af. - Det var hårdt og med lange dage, men der var ingen kære mor. Det var en selvfølge, at man gjorde sine ting, fortæller han. Alt ændres dog, da Christian Guldhammer pludselig dør. Det er i 1979 og familien befinder sig med et slag i et vadested. - Min far sagde altid, at hvis I ikke vil videreføre det her, så vil jeg ikke vende mig i min grav. Jeg er vokset op i det, men I er smidt ind i det, citerer Kurt Guldhammer. Derfor føler de tre børn sig heller ikke presset til at videreføre firmaet. De ønsker at gøre det. De laver en omrokering i firmaet og opgavefordelingen bliver, at Kurt Guldhammer skal tage sig af opgaverne med vedligeholdelse af vandløb, dræn og kloaker samt andre små jobs. - Det var meget svært at komme efter min far. Han gik altid i overalls og træsko og var meget populær, fortæller Kurt Guldhammer. Han husker især, at kartoffelavlerne i Store Vildmose altid skulle konfrontere ham med, hvordan hans far plejede at gøre tingene. - Det var godt at høre, men alligevel gjorde det også ondt. Vi havde mistet ham så pludseligt, så det var hårdt at blive konfronteret med, forklarer Kurt Guldhammer. - Når jeg ser tilbage 25 år efter, er det kun dejligt, at han var så vellidt, tilføjer han. Limfjorden når Brovst Kurt Guldhammer er gammel nok til at kunne huske, da Limfjorden nåede helt op til det gamle Brovst. I 1952 bliver de områder, som vi i dag kender som Øland og Attrup, afvandet og det gør et stort indtryk på Kurt Guldhammer. - Sådan noget glemmer man aldrig. Det gjorde indtryk på mig, at det kunne lade sig gøre og så fik mange mennesker deres levebrød af det, fortæller han. Begivenheden er også tæt på, eftersom Christian Guldhammer laver vejen til pumpestationen. - Det fylder en hel del for mig og i 25 år har jeg fået lov til at vedligeholde det. Det er dejligt at se hos Henrik Fenger, at der, hvor der var vand, står der nu 50 fold, forklarer Kurt Guldhammer. Børnebørn ændrer alt Arbejdet fylder meget hos Kurt Guldhammer. Det har det altid gjort, men da han får børnebørn, så ændrer prioriteringen sig lidt. - Førhen fyldte arbejdet nok for meget. Når Brian som lille spurgte, om jeg kom og så ham spille fodbold, svarede jeg altid ”ja, hvis jeg får tid”, husker han. Nu får børnebørnene til gengæld et klart ja. - Når man får børnebørn forandrer det ens liv. Der sker et generationsskifte, som man ikke kan sætte sig ind i, før man har prøvet det, forklarer Kurt Guldhammer. Ingen er uundværlige Kurt Guldhammer er gift med Anni Guldhammer. De to finder sammen i skoletiden og nu har været gift i 38 år. Foruden sønnen Brian har de to døtre Sandi og Kamilla, som er adopterede fra Indien. Om nogle år er det Kurt Guldhammers søn, Brian Guldhammer, som skal træde i sin fars fodspor. En opgaven, som han jo selv har prøvet. - Jeg prøver at lære ham at holde begge ben på jorden og finde sin egen rytme. Det tror jeg sagtens, at han kan finde ud af. Vi tror alle, at vi er uundværlige, men det er v ikke, når det kommer til stykket, mener Kurt Guldhammer.