Lokalpolitik

Entreprenører til forsoningsmøde

Lokale firmaer føler sig tilsidesat ved kommunal licitation.

Borgmester H.C. Maarup (S).

Borgmester H.C. Maarup (S).

Udbuddet af det kommunale aktieselskab Mariagerfjord Vandservices nye administrationsbygning har skabt utilfredshed blandt lokale entreprenører. Fem entreprenørteams har klaret sig igennem prækvalifikationen, så de kan byde på den endelige opgave, og tre af de hovedansvarlige entreprenører glimrer ved at have adresse uden for kommunegrænsen. Og det har stødt flere i det lokale erhvervsliv, fortæller borgmester H.C. Maarup (S). - Mange lokale firmaer kom ikke i betragtning, og det har flere ringet, skrevet og snakket om. Og det syntes jeg ikke, jeg kunne sidde overhørig, siger borgmesteren. Derfor tog han for nylig initiativ til et møde, hvor trådene kunne redes ud. - Jeg er naturligvis berørt af, at vores lokale erhvervsliv føler sig tilsidesat, så jeg mente, der var behov for et møde, hvor vi kunne vende de spørgsmål, der måtte være, siger H.C. Maarup. Misforståelse Mødet har netop været holdt, og ifølge borgmesteren var det ganske frugtbart. - Jeg synes, vi kom et skridt videre. Vi fik den konkrete sag drøftet godt igennem, og planen er nu at holde endnu et møde. Her har jeg opfordret virksomhederne og deres organisationer til at komme med en dagsorden over de spørgsmål, de ønsker drøftet, siger borgmesteren. Ingen kommentarer I mødet deltog en stribe repræsentanter for de lokale håndværksvirksomheder, heriblandt Verner Kristiansen fra Hobro Håndværkerlaugs bestyrelse. Han mener dog ikke, sagen fortjener nogen omtale, og har derfor ingen kommentarer.