Entreprenørfirma jubilerer og udvider

M. Nielsen & Søn omdannes til A/S og vil etablere afdeling i Farsø

RANUM:Vesthimmerlands største entreprenørfirma M. Nielsen & Søn I/S med hovedkontor på Idrætsvej i Ranum fylder fredag 50 år. Firmaet bliver samtidig omdannet til et aktieselskab, og direktørerne Bjarne Nielsen og Leif Jensen er på udkig efter en erhvervsgrund i Farsø med henblik på at etablere en ny entreprenørvirksomhed i kommunen. - Det er med at være kreativ og finde en passende lokal indfaldsvinkel til det arbejde, der er i Farsø Kommune. Der er ingen entreprenørfirmaer tilbage i Farsø. Derfor er det en naturlig ting for os at etablere en afdeling her, og vi ser frem til at få tingene på plads. Det vil dermed være virksomhedens fjerde afdeling, idet vi i dag allerede har afdelinger i Høng Kommune, Løgstør foruden hovedkontoret i Ranum, siger direktør Bjarne Nielsen, som har arbejdet i firmaet i 36 år. - Vi har for tiden 35 medarbejdere igang med en række entreprenøropgaver som kloakering i Ranum, Rønbjerg og på Livø. Vi laver alt jordarbejdet ved nybyggeriet af minkfoderfabrikken DANBO i Løgstør, og laver meget rørarbejde for Løgstør Fjernvarmeværk. - Sideløbende med at vi laver alt fundamentarbejdet ved ScandiByg byggerier over hele landet samt byggemodning af arealer i Farsø. De mange jobs gør, at vi har meget travlt i virksomheden, og vi ser frem til at blive overdraget en række nye større arbejdsopgaver, som vi har givet tilbud på, fortæller direktør Leif Jensen. Martinus Nielsen En ihærdig indsats af murermester Martinus Nielsen, Ranum, der sideløbende med murervirksomheden forpagtede en grusgrav i Rønbjerg ved Ranum, var startskudet for firmaet M. Nielsen & Søn I/S. Martinus Nielsen startede i 1953 sammen med murer Ejler Holmgaard, Ranum, murerfirmaet i Ranum, og dette samarbejde varede frem til 1957. Herefter indledtes en hektisk aktivitet i virksomheden. Der blev bygget maskin-og lagerfaciliteter på Vinkelvej i Ranum. Entreprenøropgaverne bredte sig til hele landet, hvor specialet var at lægge fjernvarme-og kloakrør ned. Senere kom vejanlæg i Kastrup Lufthavn, etapen af motorvejen Hobro-Bonderup og mange andre større opgaver over hele landet. Firmaet byggede ny hal på Idrætsvej i 1980, og i 1998 blev kontorfaciliteterne flyttet til pladsen. Søn og svigersøn I 1984 blev den nuværende direktør Bjarne Nielsen medejer af virksomheden, og firmaet fik sit nuværende navn M. Nielsen & Søn I/S. Far og søn arbejdede sammen frem til 1. november 1997, hvor Martinus Nielsen trak sig ud af virksomheden, og overlod pladsen til svigersønnen Leif Jensen, som siden har været med i virksomhedsledelsen. Leif Jensen havde en god ballast for at indgå i virksomheden, idet det havde været hans arbejdsplads gennem otteogtyve år. M. Nielsen & Søn er over det ganske land kendt for seriøsitet, arbejdsomhed og kvalitetsarbejde. Man har aldrig gået på kompromis med tingene, og det har givet firmaet et kvalitetsstempel, som har medført mange store entreprenøropgaver landet rundt. - Vi har hele tiden været i front med nye maskiner og redskaber til at klare opgaverne med. Men det alene gør ikke, at vi har fået det kvalitetsprædikat, som vi er kendt for. Medarbejdergruppens loyalitet, stabilitet og arbejdsomhed har haft en meget stor betydning. Det samtidig med, at vi altid har haft en hurtig beslutningsproces i ledergruppen, siger direktør Bjarne Nielsen, der har arbejdet i firmaet siden han var 14 år. Jubilæet markeres med åbent hus i Ranumhallen.