Øl

Entusiasterne tog en tår af byen

For andet år i træk blev Øllets Dag markeret med guidet ølvandring rundt til byens værtshuse

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rund om bordene blev smagsprøverne diskuteret inden det endelige bud blev afgivet. Foto: Torben Hansen

Der blev skålet, smagt, tænkt, smagt igen og noteret da lokalafdelingen for Danske Ølentusiaster i Aalborg lørdag fejrede Øllens dag med en gåtur i Aalborg midtby. Selvfølgelig med indlagte ølpauser på flere af byens velassorterede "vandhuller". Både ægte entusiaster og nybegyndere var med på turen, hvor humøret var ligeså højt som skummet i ølglasset. Lige godt tre kilometers gang med otte stop på lige så mange beværtninger. Det var det program de 51 deltagere på lørdagens Beerwalk kunne se frem til, da de lørdag morgen mødtes hos Vinspecialisten i Vingårdsgade. Det er andet år i træk, det bliver hold et sådan arrangement i byen. Og fra ølentusiasternes side er de glade for, at de har fået gang i en lille tradition. - Det er en sjov og anderledes måde at se værtshusene på og måske komme nogle andre steder end man er vandt til. Og så har vi jo rigtigt mange gode ølsteder i Aalborg, som vi bør benytte os af, forklarer Gert Svanborg Sloth, formand for Danske Ølentusiaster, lokalafdeling Aalborg. Deltagerne gik opdelt i hold rundt til værtshusene, hvor de hvert sted blev præsenteret for en af i alt otte hemmelige øl. Selvom det sociale omkring øllet var det vigtigste ved dagen så var der indlagt en lille konkurrence hvor Øltypen skulle gættes. Selvom hver af de otte øl kom med tre svarmuligheder, var det nemt at fornemme en smule usikkerhed rund om de små værtshusborde. - Valgmulighederne er jo øl, som ligner hinanden. Men vi regner selvfølgelig med at have alle rigtige. Men det er nok ikke realistisk, forklarer en af dagens deltagere, Lone Gregersen, med et smil på læben. Hun havde taget manden Bent med på Beerwalk, og ægteparret kunne sammen med resten af holdet, nemt blive enige om, at de også næste år vil deltage i Ølentusiasternes markering af Øllets dag.