ENV overvejer køb af AVV

Elsam-bonus på 600 mio. skal bruges til fordel for borgerne

HJØRRING:Elforsyningen Nordvendsyssel (ENV) lufter tanken om at købe Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV), hvis det i fremtiden sættes til salg. Ideen blev luftet på et repræsentantskabsmøde. - Det er ingen fremmed tanke for ENV. AVV dækker stort set det samme område som ENV, og vi vil gerne bruge vores gevinst fra salget af vore Elsam-aktier til gode for alle borgerne i området, siger ENVs bestyrelsesformand, Leo Mikkelsen, Hjørring. Han understreger kraftigt, at forslaget ligger ude i fremtiden og afhænger af lovændring på området. AVV er i dag ejet af Hirtshals, Sindal, Hjørring, Løkken-Vrå og Brønderslev Kommuner. Politisk har der været forslag fremme om at omdanne affaldsselskabet til et aktieselskab, og derefter sælge det. Det kan kun ske, hvis affaldsområdet liberaliseres og åbnes for det frie marked. I dag er det en kommunal opgave. AVV-formand Else Købstrup( V) er overrasket over udmeldingen fra ENV. -Jeg har egentlig ingen mening om forslaget, så længe AVV ikke er sat til salg, siger Else Købstrup, der understreger, at der skal lovændringer til på området, før et eventuelt salg kan blive aktuelt. Liberalisering på området har været diskuteret i årevis. En eventuel liberalisering skal afstemmes med EU. - Hvis AVV skal sælges, skal det i øvrigt i udbud, så højestbydende får det, siger Else Købstrup. ENV har tidligere i år tilbudt at købe Hjørrings gadebelysning. Købelysten hænger sammen gevinsten på knap 600 mio. kroner fra salget af ENVs Elsam-aktier. - ENV skal ikke være en bank. Da Elsam-pengene er forbrugernes penge, og vi ikke kan sætte elprisen ned, så leder vi efter måder at lade pengene komme borgerne til gode på, siger Leo Mikkelsen.