EP-formand: Der kommer en reaktion torsdag

Der er ikke truffet nogen endelig beslutning om et boykot af det danske formandskab, siger Martin Schulz.

EP-formand: Der kommer en reaktion torsdag

Der er ikke truffet nogen endelig beslutning om, hvorvidt EU-Parlamentet vil stoppe med at forhandle med det danske EU-formandskab på en række sager. Men der kommer en klar udmelding torsdag.

Det siger parlamentets formand, Martin Schulz, efter at det er kommet frem, at formændene for de fire største grupper i parlamentet lægger op til at lamme forhandlinger om cirka 10 konkrete sager på retsområdet.

- Rådet må gøre sig klart, at dets ensidige beslutning ikke vil gå ubesvaret hen. Hvilket svar, der kommer, vil vise sig på formandskonferencen (parlamentets politiske ledelse, red.) i morgen, siger Martin Schulz.

Schulz henviser til, at rådet - de 27 medlemslande - i sidste uge ændrede retsgrundlaget i en ny Schengen-aftale, så parlamentet reelt bliver sat uden for indflydelse.

- Vi må tale om fremtidige tiltag i morgen, siger Schulz og afviser dermed ikke, at tvisten kan ende som en tabersag for den danske regering.

Men han mener samtidig, at det er forkert udelukkende at skyde skylden på Danmark.

- Danmark har formandskabet, men vreden fra parlamentet er ikke kun rettet mod Danmark. Det er hele rådet, der har truffet beslutningen, specielt med pres fra Tyskland, lyder det fra tyskeren.

Ifølge Venstres europaparlamentariker Jens Rohde vil parlamentet stoppe alle forhandlinger med medlemslandene, indtil parlamentarikerne får magt til at afvise eller blåstemple de nye regler for Schengen-samarbejdet.

Dermed kan konflikten fortsætte, også efter at det danske formandskab udløber i slutningen af juni. Her overtager Cypern pladsen for bordenden i EU.

/ritzau/