Epidemi kan skyldes vilde mink

Minkavlere truer foderfabrik med erstatningskrav på 40 mio. kr

Sygdomme 3. september 2004 06:00

VIBORG: Omstrejfende vilde mink på jagt efter føde kan være årsagen til et pludseligt og omfattende sygdomsudbrud i over 200 danske minkbesætninger i sommeren 2002. Det mener advokaten for omkring 100 minkavlere fra Jylland og Fyn, der ved Vestre Landsret har anlagt sag mod landets største minkfoderfabrik, Sole Minkfoder i Hedensted ved Horsens. Minkavlerne kræver erstatning, fordi de mener, at Sole Minkfoder har solgt dem foder, der var inficeret med den alvorlige virussygdom plasmacytose, som efterfølgende blev fundet i mange af besætningerne. Sygdommen giver mindre unger og dårligere skind. Derfor var mange minkavlere tvunget til at aflive deres dyr og indsætte nye besætninger. Avlernes samlede krav kan løbe op i omkring 40 mio. kr., hvis Vestre Landsret afgør, at Sole Minkfoder er ansvarlig. Virksomhedens ledelse har tidligere erkendt, at meget tyder på, at smitten kan være spredt gennem foderet, der bl.a. består af affald fra slagterier, fiskefabrikker og kornmøller. Langt mindre medgørlig er foderfabrikkens forsikringsselskab, Topdanmark, der på grund af Sole Minkfoders produktansvarsforsikring hænger på en eventuel millionerstatning. Forsikringsselskabet peger bl.a. på, at der ikke er fundet foderprøver, der har underbygget påstanden om, at foderet var virusinficeret. Sygdomsspor Minkavlernes advokat Carsten Lorentzen mener på linje med de mange berørte minkavlere, hvoraf fire har vidnet i landsretten, at alt taler for, at foderet har skylden. En undersøgelse har dokumenteret, at af Sole Minkfoders 310 kunder blev de 223 - svarende til 72 pct. - ramt af sygdommen i sommeren 2002. Ved kontrolundersøgelser på 44 andre minkfarme i samme region - men med en anden foderleverandør - blev der ikke fundet ét eneste tilfælde af sygdommen. Ifølge dyrlæge Claus Willadsen fra Dansk Pelsdyrlaboratorium er sandsynligheden for, at der ikke er sammenhæng mellem sygdomsudbruddet og minkfoderet usandsynligt lille. Det vil være en milliard gange mere sandsynligt at vinde en 13-er i tips, sagde han i retten. Han mener, at smitten i løbet af et par dage i maj 2002 blev bragt ud til kunderne i forbindelse med inficerede fodertransporter fra Sole Minkkoder. Ifølge minkavlernes advokat Carsten Lorentzen er sygdomsinficerede vilde mink en mulig forklaring på, hvordan foderet blev inficeret. Sygdommen plasmacytose findes hos mange vilde mink, der lever i naturen. Minkavlerne og deres advokat mener, at en strejfende og syg mink kan være trængt ind på den ikke indhegnede foderfabrik på jagt efter føde for så efterfølgende at være blevet hakket til minkfoder i virksomhedens maskiner. Tvivl om smitsomhed I vidneskranken bekræftede dyrlæge Claus Willadsen, at en enkelt virussmittet mink, der blev blandet i foderet til en lang række minkavlere, ville være nok til at forårsage et sygdomsudbrud som dette. Det blev dog stærkt betvivlet af direktør Jørgen Pedersen fra Sole Minkfoder, da han blev afhørt. - Selv om det skulle være lykkedes en enkelt mink at slippe ned i foderhakkeren, så ville det slet ikke være nok til at forårsage et sådan sygdomsudbrud. Det ville kræve mange flere mink, mente Jørgen Pedersen. Ingen påstår dog, at brødrene Jørgen og Tage Pedersen, der står bag Sole Minkfoder, og som samtidig hører til landets allerstørste minkavlere, har handlet med fortsæt. - Hvis det endeligt kommer dertil, er vi dem, der har mistet mest på den her sag. Vi har selv nedslagtet fire minkbesætninger med i alt 30.000 mink på grund af sygdommen, siger Jørgen Pedersen til Ritzau. Sagen behandles i denne uge ved Vestre Landsret med forventet dom inden for de kommende tre måneder. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...