Er dannelsen glemt i folkeskolen?

Udtalelserne om skoleledelse i de seneste dage bærer for mig at se præg af, at man har glemt hele dannelsesdimensionen i den danske folkeskole.

Læreruddannelsen er den vigtigste baggrund for at være skoleleder. Lærerne vælger deres fag, fordi de holder af at medvirke til børns personlige, sociale og faglige udvikling. De to førstnævnte udviklingsområder er en forudsætning for den sidste. Hvem er jeg, hvordan er jeg, og hvad kan jeg. At være, at gøre, at kunne – og ville. Ledelsen og lærerne samarbejder med forældrene om at skabe de bedst mulige vilkår for børnene. Ledelsesteamet, som jo består af skoleleder, viceleder og DUS(SFO)leder, er et dynamisk og fagligt velfunderet udgangspunkt for denne vigtigste opgave: dannelsesdimensionen, samt for at udvikle og styre skolen ud fra Værdier og Mål. Det er værd at bemærke, at når vi skolebestyrelser rundt i landet skal være med til at udforme jobannoncen, er det netop ovennævnte kompetencer, vi efterlyser. Skolebestyrelser består som bekendt af repræsentantskaber: elever, medarbejdere og forældre. Det kan være svært på mange niveauer at starte som ny, uerfaren skoleleder. Derfor har det været godt, at det inden for de sidste år har været muligt at komme på uddannelse for lærere med ønske om at snuse til skoleleder-gerningen. Hidtil har vilkårene nemlig været, at uddannelse først fulgte efter ansættelsen. Nogle gange endda først længe efter. De mange administrative opgaver, som de senere år er lagt på ledelsesteamet, kan være en stor – og nogle gange irrelevant – byrde. Løsningen på dette er ikke at ansætte skoleledere, som mangler lærerbaggrunden, men at styrke sekretærfunktionen og f.eks. den tekniske serviceleder.