Er de ældre glemt?

Det regeringsgrundlag, som regeringen fremlagde 24.2. var fuld af gode intentioner og flotte ord - men konkrete handlinger var en mangelvare.

Regeringsgrundlaget afslørede også, at regeringen fuldstændig har glemt de ældre. Regeringen har planer om, at vi skal leve længere, men de mangler planer for, hvordan de vil drage ordentlig omsorg for de ældre i fremtiden. Det er en af de allervigtigste udfordringer i Danmark, hvordan vi i fremtiden vil forbedre omsorgen for vores ældre. Jeg savner konkrete bud på, hvordan vi forbedrer omsorgen for ældre. Og jeg savner konkrete bud på, hvordan vi tackler en af de allervigtigste udfordringer, vi kommer til at stå over for i de kommende år, nemlig at der bliver flere ældre. De mange ældre vil have en berettiget forventning til service og omsorg. De har betalt deres skat med glæde. Og så er det ikke for meget forlangt, at de får en anstændig behandling, når de bliver ældre. De skal ikke sættes bagerst i forhold til behandling på vores sygehuse, fordi det arbejdende folk kommer først. De skal ikke behandles som andenrangsborgere, fordi de ikke har en sundhedsforsikring gennem arbejdet. De ældre skal have en bedre hjælp fra den offentlige hjemmepleje. Man må kunne respektere de ældre og lade dem have den samme medarbejder til deres personlige hygiejne. Der er ingen mennesker, som har lyst til at blive klædt af til skindet foran en ny fremmed, hver gang de skal i bad. Det er åbenbart ikke på regeringens topti at komme med bud på, hvordan de mange udfordringer bliver imødekommet. Jeg mener faktisk, at det er vigtigt, at vi prioriterer de ældre - også imellem valgene - og jeg synes ikke, regeringsgrundlaget tyder på, at regeringen har det samme ønske. Ifølge regeringens udspil skal der ikke bruges flere penge i den offentlige sektor. Det vil sige, at forbedringer for de ældre skal findes ved omstillinger i kommunerne. Men kommunerne mangler allerede penge til de opgaver, de har nu, og de skal finde yderligere besparelser næste år. Det bliver mere end svært i de kommende år, og jeg mangler konkrete bud på, hvordan vi løser den udfordring.