Erhvervspolitik

Er der landmænd i landbrugspolitik?

EU har en fælles landbrugspolitik, der jo som bekendt bl.a. har til formål at forøge produktiviteten, sikre landsbrugsbefolkningen noget at leve af, og - som der står i artikel 33.1 - sikre forbrugerne rimelige priser på landsbrugsvarer.

Den nuværende landbrugspolitik udløber nemlig i 2013, og hvad der skal ske herefter, vil i de kommende år blive diskuteret heftigt. Lande som Sverige og Danmark vil kræve den enorme støtte til landbruget fjernet, mens de store modtagere af støtten, såsom Frankrig, Spanien og Tyskland, vil forsøge at beholde så meget som muligt. Så har der været det såkaldte ”sundhedstjek”, hvor der var en mulighed til at få gjort op med den helt urimelige milliardstøtte til landbruget og få knyttet nogle miljøkrav på de mange euro, der gives til landbruget. Der vil stadig blive givet eksportstøtte til europæiske landbrugsvarer; det vil stadig være mere end svært at se hvilke landmænd der modtager landbrugsstøtte og hvor meget, og der bliver heller ikke sat noget loft over hvor meget hver enkelt landmand kan modtage i støtte. Mange kan sikkert huske, da New Zealand afskaffede landbrugsstøtten. Resultatet er, at i dag er prisen på jord, foder og maskiner er faldet. Man frygtede dengang at mellem 8000 og 9000 af New Zealands 80.000 landmænd ville dreje nøglen om. I virkeligheden var der kun 800 landmænd, der måtte stoppe. Til gengæld kunne Landbrugsministeriet, der hidtil havde haft 5600 medarbejdere, skære ned til 450 embedsmænd. Landbruget fylder meget i EU's budget, ca. halvdelen af det samlede budget eller 43 mia. euro går til støtteordninger. Diskussionerne om Europas landbrugspolitik har været intens i alle årene. Lige fra korn- og smørbjerge til de ødelæggende effekter for 3. Landes eksport. I dag er EU landbrugs politiks fremtid vigtig at diskutere ikke mindst i forbindelse med de nye landbrugstunge øst- og centraleuropæiske lande. Hvad er det, vi vil med en Europæisk landpolitik? Og hvem får så del i landbrugsstøtten? Jeg har læst mig frem til (Notat nr. 1201), at Danmark får 10 pct. af modtagerne næsten halvdelen af pengene. De øvrige 90 pct. må deles om resten, ikke underligt at støtten i daglig tale kaldes ”baron. Og godsejerstøtten”. Uligheden gælder også for resten af Europa. Er det fremtiden for vores landbrugspolitik? Man landsbrugsstøtten kan også bruges fornuftigt. Hvorfor ikke bruge de mange støttekroner til at udvikle teknologier, der støtter de landmænd, der indstiller deres dyreproduktion på en markant reduktion af klimagasser. Lad os udvikle en landbrugspolitik, der støtter landmænd, der kan gøre landbruget til leverandør af vedvarende energi til resten af samfundet. Derved reducerer afbrændingen af fossile brændstoffer og dermed udslippet af CO2-mv. Så i stedet for at basere en politik på baroner og grever, så brug i stedet pengene på dygtige landmænd der har viden og indsigt til at forædlede landbrugsprodukter med høj værdi, herunder økologiske varer. Det er der i øvrigt et hurtigt voksende globalt marked for. Endelig kunne støttekronerne understøtte og fremme økologisk jordbrug ikke mindst i de øst- og centraleuropæiske lande. Der jo har været hårdt prøvet af planøkonomi. Landbruget har brug for en plan. En plan der lever op til de miljøkrav der stilles fra det omgivende samfund. En plan, der er baseret på regler og økonomiske incitamenter. Så kan landmændene koncentrere sig om til det de er dygtige til, at dyrke jorden og udvikle deres bedrifter. Landbruget skal have en fremtid, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Vi har dygtige landmænd, konventionelle såvel som økologiske i Danmark. De vil helst klare sig selv og drive en sund forretning. Så lad os smide § 33.1 ud og diskutere, hvad vi kunne bruge ressourcerne til i stedet. Lad ikke landdistrikterne ende som vækstfattige tidslommer.