Er der lighed i parlamentet?

Folketingets sammensætning afspejler ikke samfundets sociale struktur.

Tingets medlemmer bærer bud om magtens realiteter i dagen. Intellektuelle, især cand.polit.'er, advokater, økonomer og undervisere er stærkt overrepræsenteret. Fire ud af ti medlemmer i folketinget er i færd med eller har afsluttet en akademisk uddannelse. Under to procent af de beskæftigede på arbejdsmarkedet tilhører denne gruppe. Få parlamentsmedlemmer har nogensinde haft fingrene i et par arbejdshandsker. Efter folketingsvalget i 2007 besætter embedsjægere fra den offentlige sektor 45 procent af pladserne i tinget. Dertil kommer, at den nye klasses indflydelse er langt større end medlemstallet beretter. Akademikernes teoretiske viden, formuleringsevne og skriftkyndighed placerer dem uvilkårligt i partiernes lederstab. De sidder på formandsposterne, ordførerskaberne og i ledelsen af udvalg og kommissioner. Repræsentanter i parlamentet med anden social baggrund tilpasser sig de rådende magtforhold. Ingen med politiske ambitioner sætter sig op mod intellektualmagten. Det er også værd at notere, at dominansklassens folk på tinge er embedsjægere. Mange ankommer fra offentlige ansættelser, andre nærmest direkte fra universiteternes eksamensborde. Fra et folkeligt synspunkt virker denne rekruttering skræmmende. Den varsler ilde for det civile samfund. Selvstændighedskulturen kommer under pres. Men lovgivernes sociale tilhør afspejler kræfterne i samfundet. Den lovgivende forsamling er et auditorium, hvor medlemmerne af den herskende klasse overvejer sine interesser. Sådan har det altid været. Det kan ikke siges for tit. Et repræsentativt demokrati formår ikke at ændre ved denne kendsgerning. I folketinget hersker der lighed og social harmoni. Det er et af samfundets mest lighedsorienterede institutioner. Umiddelbart tager det sig ikke sådan ud. Snarere tværtimod. Der optræder konflikter mellem medlemmerne inden for samme parti, ligesom der råder kiv mellem partierne. Tryk på tv-knappen. Enhver kan se det med egne øjne. Men stridighederne er ikke af social art. Der er udelukkende tale om karriererivaliseringer mellem ligemænd. I parlamenterne andre steder i Europa forholder det sig ligeså. Europæiske parlamentarikere opfører sig som speedwaykørere. Rytterne liner op ved snoren, vrider i håndtaget, støjen er infernalsk. Starten er gået, hastigheden stejler. Speedwaykørerne presser materiellet til det yderste. Albuerne ud til siden, konkurrenterne mærker spidserne, ind i barrieren med rivalerne og mudder i ansigtet. Den, der ryster på hånden, opnår kun en sekundær plads. Humanitet straffes. Det drejer sig om frækhed og kontant afregning. Men der er ikke tale om sociale modsætninger mellem deltagerne. Kun ligemænd har adgang til de store mesterskaber. Truer en fælles fare udefra, står speedwaykørerne sammen. Hvad er det for et spektakel? Spidsborgere og sippede miljøfolk kræver et forbud. Støjen forstyrrer miljøet og skader hørelsen. Forureningen fra udstødningen er grænseoverskridende. Miljøministeren forstår problemet. Da handler speedwaykørerne som én blok. Fælles interesser sletter enhver uoverensstemmelse. Ligemænd holder sammen, når det gælder. Skulder ved skulder. I parlamenterne kommer en ligelydende mentalitet til udtryk. Politiske rivaler kæmper mod hinanden. Det handler om karrieren. Tonen er hård. Beskyldninger om løgn og humbug flyver i luften. Der er optræk til valg. Albuerne arbejder på højtryk. Mudderkastningen tager til. Men der eksisterer ingen klassemodsætninger i parlamentet. Tværtimod, den sociale lighed dominerer billedet. Lad os antage, at en fælles fare truer uden for murene. Frihed, lyder råbene. Folkelige bevægelser kræver en afpolitisering af samfundet og en afprofessionalisering af politik. Plakater dukker op i gaderne. Ned med de intellektuelle! Da står politikmagerne sammen. Enhver intern strid forstummer. Ligemænd danner kæde, når det gælder. Indlægget er et kapitel fra Steen Steensens bog "De intellektuelles magtovertagelse - og regimente", som bliver udgivet torsdag 20. august.