Lokalpolitik

Er der plads til forskellighed i storkommunen?

Byråd har haft svært ved at leve op til løfterne fra før sammenlægningen, mener tidligere byrådspolitikere

AALBORG:Der skal være plads til forskellighed og højt til loftet i den nye storkommune. Sådan lød det gang på gang fra politikerne før sammenlægningen af Aalborg, Nibe, Hals og Sejlflod kommuner. Men et år efter sammenlægningen er fundet sted, kan det være svært at få øje på sammenhængen mellem løfterne og det, der reelt er sket i den nye storkommunes første leveår, mener forhenværende byrådspolitikere. Tidligere Hals-borgmester Bent Sørensen roser derimod det nye byråd for beslutsomhed og evnen til at lytte til ønskerne fra Hals-borgere. Har haft for travlt Tidligere formand for teknisk udvalg i Hals, Johannes Elsnab (V), er dog knap så begejstret. Han mener, at det nye byråd har haft alt for travlt med at harmonisere og er irriteret over, at der tilsyneladende ikke er plads til forskellighed og højt til loftet, som politikere lovede før sammenlægningen. Johannes Elsnab har fået det indtryk, at direktørerne i Aalborg Kommune har enorm stor magt, og at der ikke bliver lyttet nok til de fem byrådsmedlemmer, der er valgt i den tidligere Hals Kommune. - Jeg har indtryk af, at de ikke har fået et ben til jorden, siger han. Tidligere ældrerådmand Anni Kjeldgaard (K) er enig med Johannes Elsnab i, at politikerne har haft for travlt med at harmonisere. I stedet for at indfri løfterne om højt til loftet og plads til forskellighed, skyndte man sig at harmonisere på en lang række områder. - Det der med, at kommunen skal sprudle og være forskellig rundt omkring, det tror jeg ikke, at der er nogen, der oplever. Storebror-effekten Lars Peter Frisk, tidligere byrådsmedlem i Sejlflod Kommune, mener, at Aalborgs topembedsmænd og politikere har sørget for, at der er blevet tale om en storebror-effekt, der betyder, at alt skal være, som det var i den gamle Aalborg Kommunes tid. - Aalborg er storebror, og så må de små bare rette ind, siger Lars Peter Frisk. Han påpeger, at embedsmændene har for stor magt. - Politikerne er med til at lave budget, og når det er lavet, kører embedsmændene resten. Tidligere Nibe-borgmester Jens Østergaard Madsen (V) efterlyser også den plads til forskellighed, der blev talt så meget om. - Det er som om, der er blevet rullet Aalborg Kommune ud over det hele. På trods af kritikken tror Jens Østergaard Madsen stadig på ideen om en stor og stærk Aalborg Kommune. - Men jeg synes, at politikere og embedsmænd skulle sætte et spejl op foran sig selv og spørge, om systemet kan fungere hurtigere og smartere, siger han.