EMNER

Er der styr på V og K?

Når hele 52 pct. af Venstres og De Konservatives vælgere, ifølge en Gallup-undersøgelse, ønsker Dansk Folkeparti som en del af en måske kommende borgerlig regering, må det vække undren, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Lene Espersen endnu ikke har meldt klart ud, om de som partiledere ønsker Dansk Folkeparti som mulig regeringsdeltagere med den Saxo Bank-sponserede Liberal Alliance som fast støtteparti!

Løkke og Espersens uvilje imod - også i denne sag - at melde klart ud, hvad deres holdning til DF's krav om ministerbiler er, kan i så fald tolkes derhen, at de to partiledere ikke har styr på deres respektive folketingsgrupper, eller det kan tolkes sådan, at der er interne stridigheder i såvel Venstre som i De Konservative. Der burde dog ikke være intern splittelse i Venstre, da chefstrategen Claus Hjort Frederiksen og Inger Støjbjerg tidligere har udtalt, at der i Venstre er et større værdifællesskab med DF end med regeringspartneren gennem ni år, De Konservative! Det store forkromede spørgsmål er så, hvorfor Lars Løkke tøver med at give vælgerne et klart og entydigt svar, så vælgerne ved det kommende valg præcist ved, hvad det indebære, hvis de sætter krydset ved V eller K! Det ville være en betydelig gevinst for demokratiet og det samarbejdende folkestyre, hvis Dansk Folkeparti ved et evt. borgerligt flertal, blev udstyret med ministertaburetter og biler ditto, da det uden tvivl vil sætte en permanent stopper for DF's tvetungede politiske tale, hvor de den ene dag dikterer VK-regeringens politik og dagen derpå blot spiller uvidende og uskyldsren støtteparti, når konsekvenserne af den DF dikterede politik kan ses på den økonomiske bundlinje eller aflæses i seneste opinionsundersøgelse! Pia Kjærsgaard kunne sikkert også blive en udmærket minister, da hun med hensyn til arbejdsmoral og mødeiver ved sit fremmøde i Statens Kunstråd klart har bevist, at hun har en mødeiver og arbejdsmoral, der er på omgangshøjde med selveste udenrigsminister Lene Espersens.