Er det et musikhus, Aalborg har brug for?

Professor Claus Bonderup opfordrer Aalborgs politikere til at gribe chancen for at få nye ideer på banen

Professor Claus Bonderup ved Arkitektur og Design kalder musikhus-sagen en sæbeopera. Foto: Martin Damgård

Professor Claus Bonderup ved Arkitektur og Design kalder musikhus-sagen en sæbeopera. Foto: Martin Damgård

AALBORG:Er det et Musikkens Hus Aalborg har brug for? Arkitekt og professor ved Aalborg Universitet, Claus Bonderup, stiller et aktuelt spørgsmål. Det oprindelige Musikkens Hus-projekt er opgivet, fordi det blev for dyrt. Han mener derfor, at man bør benytte anledningen til at tænke visionært. Det har de andre - Vi kommer ikke på verdenskortet med en slags Bilbao-effekt ved at få noget, som alle andre har i forvejen. - Det er 20 år siden, musikhuse var i vælten. Det er forældet nu. - Folk kan jo uden problemer køre til Århus, hvis de vil til koncert, og vi har Aalborg Kongres & Kultur Center. Claus Bonderup opfordrer derfor til, at Aalborg udskriver en idékonkurrence for at få visioner på bordet. Det behøver ikke at være særligt dyrt, og nu har man chancen. Aalborg har ført kunnet. Se på Aalborghallen, som var noget enestående, da den blev bygget, og se på Nordjyllands Kunstmuseum, som er noget unikt. At publikumstallet dér ikke er, hvad man kunne ønske sig, er en anden sag. Så kom igen, siger Claus Bonderup. Han kan imidlertid også huske, når man har været for forsigtig. I 1980’erne havde Aalborg Teater en direktør, der hed Daniel Bohr. Han kæmpede for et operahus. Havde man turdet, kunne Aalborg være blevet et Nordens operamekka. Han advarer nu mod, at man begynder at lave aftaler med entreprenører, så er man igen sidder i en fastlåst situation. Flydende teater Han lægger op til en brainstorming blandt kreative sjæle for at få noget utraditionelt, der vil vække opsigt. Han nævner som eksempel arkitekten Aldo Rossis forslag om et sejlende verdensteater på en Arkitektur Biennale i Venedig. Tanken var, at teatret skulle flyttes rundt, så publikum aldrig vidste, hvor det var. Publikum skulle selv være aktivt for at finde frem til, hvor det spillede en given aften. En aften skulle man måske tage turen til Hals. - Det er 19 år siden, at Claus Bonderup sammen med flere andre præsenterede et forslag til et musikhus på pontoner ude i fjorden. På vandet Det projekt er forældet, men ideen bag det, var, at man byggede noget, der kunne være på vandet. Så havde man grunden gratis, og man slap for udgifterne til pilotering, som er der, når man bygger på havneområdet. Claus Bonderup har arbejdet med som rådgiver for dommerkomiteen, der udvalgte Coop Himmelb(l)au-projektet til Musikkens Hus, som nu er opgivet. Han har aldrig lagt skjul på, at han var skeptisk over for det. For det havde intet med Aalborg at gøre. Det kunne lige så godt være placeret i Stuttgart eller et hvilket som helst andet sted. Coop Himmelb(l)au var noget, man så op til for 20-30 år siden. Anden favorit Claus Bonderups favorit i arkitektkonkurrencen dengang var den engelsk-iranske internationalt kendte Zaha Hadid, der har stået for tegningerne til Ordrupgaards nye tilbygning. Hun forholdt sig til stedet og omgivelserne, man skulle bygge på, siger han. Claus Bonderup mener, at man sagtens kan undgå at komme i samme økonomiske problemer næste gang. - Det er arkitekternes fornemmeste opgave at holde sig inden for de økonomiske rammer, som man har skrevet under på. I faste rammer I forbindelse med Musikkens Hus-projektet begik man den fejl, at man fratog arkitekterne det ansvar, og de kunne således med lethed sige, at ”det er jo jer, der har sagt det”. Da jeg lavede et museum ved Polarcirklen i Finland, fik jeg af bygherren at vide, hvad der var af penge, og det holdt. Claus Bonderup, 62 år, er ikke medspiller på banen til en ny runde. - Jeg kunne ikke drømme om at bygge noget i dag. Jeg er for gammel, siger han. Han varetager sin stilling som professor ved arkitektur og design på Aalborg Universitet og driver sammen med hustruen, Anne Just, Haven i Hune, som årligt har 35.000 besøgende. Flere end Nordjyllands kunstmuseum.