Er det for sent?

Med nedenstående brev får to teenageforældre, hvad jeg ville beskrive som alle tiders gave. Det er ikke ofte, at forældre eller andre voksne får et så direkte indblik i en ung sjæl: @Brød.9.uncial.Taz:?Jeg har læst flere af dine klummer om teenagefamilier og spekulerer meget over, om det mon er for sent for mig og min familie? Jeg er en 17 år gammel pige med brødre på 15 og 9 år. Jeg har haft følelsen af, at jeg ikke kan være helt mig selv sammen med mine forældre - specielt nu på det sidste - af frygt for at blive kritiseret eller irettesat på grund af, hvem jeg er som person. Jeg lukker mig inde på mit værelse og foretrækker computeren frem for mine forældres selskab. Særligt min fars. Jeg får indtryk af, at alt, hvad jeg gør, er forkert, og selv når vi slås for sjov, er jeg bange for at gøre noget galt eller sige noget forkert. Jeg kan selvfølgelig godt lide mine forældre, men jeg føler, at vi er gledet fra hinanden. Jeg er bange for at åbne mig for mine forældre, fordi jeg ikke vil have, at de skal misforstå eller kritisere mig. Jeg vil bare vide, at de elsker mig, men jeg ved ikke, om det er sandt. Jeg ved, at de er glade for mig, og at de bekymrer sig om mig, men jeg ville ønske, at de tænkte lidt mere på, hvordan jeg føler det - at de i det mindste prøver lidt mere på at forstå mig. Jeg er blevet mobbet i lang tid - næsten siden jeg begyndte i folkeskolen - og har en del problemer med at åbne mig. Jeg klarer ikke at stole 100 procent på en person, selv ikke mine egne forældre. Jeg er bange for at blive en evig eneboer og aldrig at være i stand til at elske en person med hele mit hjerte, aldrig at kunne stole på nogen. Det vil jeg undgå. Nogle gange snakker jeg åbent med min mor, men jeg føler ikke, at hun sætter pris på det - at hun har et ideal i hovedet, som jeg skal ligne. Hun sammenligner mig hele tiden med sig selv, men jeg er ikke hende. Jeg er ikke lige så stærk, smart, selvstændig, social, sød og talentfuld, som hun er. Jeg vil have, at hun skal kunne lide alt ved mig, både mine positive og negative sider. Jeg vil også have et bedre forhold til min far, men han er altid på arbejde, selv i ferien holder han telefonmøder. Når jeg snakker seriøst med ham, pjatter han det væk og tager mig ikke seriøst. Atmosfæren i huset er altid bedre, når han ikke er der, og det sårer mig. Det er, som om han bliver en stadig mindre del af familien, og han skjuler altid sine følelser. Det er, som om han kun har tre ansigter: arbejdsansigtet, som er det mest almindelige, pjatteansigtet, som dukker op nogle få gange, når han er i det humør, og det vrede ansigt, som dukker op, hver gang han bliver vred og irritabel, og det sker oftere, end jeg synes om. Jeg er ikke ude på, at han skal skjule sine følelser, men vil hellere, at han snakker med mig og mine brødre, når vi eventuelt har gjort noget galt i stedet for at skælde ud. Jeg ville ønske, at han ville åbne sig mere for os og vise lidt flere følelser og ikke bare vrede, pjat og apati. Jeg vil så gerne lære mine forældre bedre at kende, så vi kan snakke sammen, virkelig snakke sammen, uden at havne i konflikter. Jeg vil have, at de skal høre på mig og virkelig lytte, ikke bare høre det, der bliver sagt på overfladen, men også det, som ligger gemt under den. Er det for sent at forandre sig? Tror du, at de nogen sinde kommer til at forstå mig? Hvad kan jeg eller eventuelt de gøre for at forbedre vores forhold til hinanden? Hilsen en frustreret teenager @Brød.9.uncial.Taz:!Tak for dit brev og for tilliden! Som jeg har skrevet i indledningen, så må dette være en stor gave til dine forældre, hvis du beslutter dig for at aflevere den. Du spørger, om jeg tror, at de nogensinde kommer til at forstå dig. Nej, det tror jeg egentlig ikke – men det er mere et filosofisk svar. Jeg tror ikke, at nogen af os kan forstå et andet menneske helt. Der vil altid være en ensomhed tilbage, som vi kan vælge at dele med nogen og dermed blive mindre alene for en stund. Men jeg har en stor tro på, at dine forældre vil gøre deres allerbedste for at lytte til dig, tage dig alvorligt og være til rådighed i det omfang, du har brug for dem. TV 2 gennemførte sidste år et interessant eksperiment, hvor store børn fik til opgave at beskrive deres familier, sådan som de oplever dem til daglig. Det gjorde de i form af filmede interview, tegninger og lignende, og det hele var holdt i en meget nøgtern tone – ingen anklager, ingen kritik, bare en beskrivelse. Alle forældre var i chok, da de havde set filmene. Ingen af dem havde nogen anelse om, at deres børn oplevede virkeligheden på den måde. Den gode nyhed er, at alle forældrene allerede dagen efter ændrede på vigtige områder af familiens liv og deres egen adfærd. Når jeg tænker på dit liv nu og fremover, så bliver det med tilliden til andre mennesker det vigtigste. Efter så mange år med mobning er der ikke noget at sige til, at du skjuler og beskytter dig. Det har gjort ondt, og smerten sidder dybt i din unge sjæl. Men det gør viljen til at elske heldigvis også. Når man er kommet i den situation, at man ikke egentlig har mistillid til alle, men bare har svært ved at have tillid, er det vigtigt at vide, at tillid ikke er noget, vi ”får”, men noget, vi beslutter os for at give et andet menneske. Den anden kan være mere eller mindre tillidsvækkende, men i sidste ende er det dig og mig, der beslutter, om vi vil tage chancen og give dem vores tillid, fordi det er den eneste vej ud af ensomheden. Efter min vurdering er dine forældre et godt sted at begynde. De forsøger ikke aktivt at kritisere eller såre dig, men er snarere helt almindeligt hjælpeløse. Din far trives dårligt med sin rolle, og din mor har – som så mange mødre – så travlt med at give dig det, hun forestiller sig, du har brug for, at hun ikke giver sig tid til at overveje, om det måske kunne være hende selv, der har brug for noget. Dermed ligner dine forældre det store flertal: De har så travlt med at finde deres egen værdi som forældre, at de glemmer alt det værdifulde, de kunne få fra og sammen med deres børn, og at dette er en meget vigtig del af det at elske et andet menneske. Din gave til dine forældre er så smuk og så ren, at den måske er det eneste, der kan smelte deres selvoptagethed og dermed berige både deres og dine brødres liv. Der er allerede tusinder af forældre, som lige nu – efter at have læst dit brev – sidder med en klump i halsen og tænker over deres egen forældrerolle. Forældre, som efter i dag vil se på deres egne børn og unge med nye øjne og møde dem med ny interesse. Jeg vil foreslå, at du beder dine forældre om en samtale, beder din far om at slukke mobiltelefonen og dem begge om at være tavse, indtil du har sagt det, du har på hjerte. De vil sandsynligvis blive grebet af angst, fordi de forestiller sig, at du har noget helt forfærdeligt at fortælle – at du er gravid, lesbisk, narkoman eller noget andet i den stil, men det vil hjælpe dem til at mærke den varme, der kommer fra dig. Hvis du ikke har mod til at gøre det på denne direkte måde, kan du skrive et brev til hver af dem, som de må læse, mens I sidder sammen (giv dem begge to begge breve). Hvis det mod min forventning ikke lykkes at nå igennem til dine forældre, tror jeg, du skal bede dem om at betale for en række samtaler hos en psykolog eller psykoterapeut. Der er så meget smukt inden i dig, som trænger til at komme ud, så det kan blive en modvægt til alt det onde, du har oplevet – ellers risikerer du, at mobberne vinder og efterlader dig ensom med et knust selvbillede. Du er allerede blevet så voksen, at du ved, at kærlighed handler om at give. Denne samtale med dine forældre bliver på mange måder en ”manddomsprøve” både for dig og dine forældre. Tør du give dem det, du har, og tør de tage imod? Jeg håber det!

Forsiden