EMNER

Er det forstået?

Vanen tro vil Tem Frank Andersen (T.F.A.) gerne have det sidste ord (23.9.). Og det må han såmænd gerne for mig.

Men han skal holde sig til det, jeg skriver (Synspunkt 19.9. om afviste irakiske asylansøgere) og ikke bevidst udelade de linier, som ikke passer i hans egen kontekst og politiske synspunkt. Så læs, hvad jeg skriver, T.F.A., og ikke det, De ville ønske, jeg skrev. T.F.A. mener, at jeg "ugleser politisk pression" og tager mig således til indtægt for, at det skulle gælde generelt for mit vedkommende. Læs venligst TFA, hvad jeg skrev: "Se at komme i øjenhøjde med virkeligheden og indse, at man ikke skal kunne gennemtvinge lovændringer via politisk pression, der som i det pågældende tilfælde er sat i scene af en lille gruppe yderligtgående venstrefløjsekstremister kaldet kirkeasyl, der med direkte tråde til Enhedslisten og Ungdomshuset på Jagtvej 69 på denne måde fortsætter deres politiske kamp mod regeringen og DF." De, T.F.A., "har valgt at se bort fra" de sidste linier, som er afgørende for meningen i mit indllæg. Derefter tager De mig til indtægt for generelle synspunkter, jeg ikke har, og holder en forelæsning om ytringsfrihed, demokrati, og hvad ved jeg. Enhedslistens pressechef var som bekendt strategen bag balladen om Brorsons Kirken bistået af de autonome, der bl.a. raserede og brændte en bydel af, hvorefter Ritt Bjerregaard på byens vegne forærede dem et hus til 12 mio. kr. (Hvor får hun mon alle de penge fra? ) Lad mig derfor slå fast: Jeg sanktionerer ikke, som overborgmester Ritt Bjerregaard, politisk pression fra pøbelvældet, og mener ikke, at subkulturer skal definere, hvad der er ret for alle andre i vort samfund. Er det forstået nu?