Er det godt at holde op?

Klokken var lidt i fem. Det var eftermiddag og lige om lidt var det atter nytårsaften og dermed tid til årets sidste og første flaske for mange danskere. Jeg talte lidt i telefon med en ven, og emnet nytårsforsætter pressede sig på. Vi var strengt taget begge ikke særlige opfindsomme. Han ville tabe sig. Jeg ville i det nye år ikke drikke, når jeg var alene. Set sort på hvidt, så lyder det jo klart, som om jeg er alkoholiker, men ligesom min ven faktisk overhovedet ikke er fed, men bare lige synes, at han har det bedre med en bestemt vægt, så har jeg besluttet at have det på samme måde med spiritus; at det bare er bedst med regler, og nu også på alkoholområdet. I parentes skal det lige nævnes, at et væsentligt argument for de nye restriktioner på området er, at jeg altid bliver så frygtelig træt efter to øl i eget selskab, modsat når jeg skåler med andre. Pointen med at lægge ud med at tale om nytårsfortsætter er, at det satte tanker i gang hos mig, især da min ven kaldte mig for det grimmeste danske skældsord af alle - nemlig, asketisk. Alle ved vi jo, at det ord bedst oversættes med tør som en bussemand rullet i støv. Lettere fornærmet og som en slags selvforsvar for mit seneste radikale standpunkt, satte jeg mig til at tænke på vores/danskernes forhold til begrebet afholdenhed, og nåede hurtigt frem til, at ordet befinder sig i et mudret område, hvor man gør klogt i at vide, hvornår det enten er udtryk for styrke og et indholdsrigt liv, og hvornår der er dømt støvende klidbolle. KLIDBOLLESTANDPUNKTER BØR MAN holde for sig selv, for de virker på omgivelserne som en indirekte kritik af deres livsførelse, og det er også, hvad det er, hvorfor ellers denne absurde trang til at bekende for alle, hvor god man forventer at blive i det kommende år ... Nå... Der gik nogle dage ind i det nye år, og jeg var rigtig god som martyr. Drak te om aftenen og lidt mere vovet masser af kaffe om morgenen, når jeg i vanlig dårlig uøkologisk stil holdt i kø i dieselbilen på vej til job. Skruende rastløs mellem bilradioens kanaler med popmusik og hurtige nyheder, studsede jeg så pludselig over at høre, at vi danskere i 2011 så mindre tv end i 2010. Måske det endelig var et nytårsforsæt, der havde sat sig konkret igennem? Jeg undrede mig videre ind over det næste spændende radioindslag, og denne gang faldt undren på mig selv. Hvorfor følte jeg nærmest en nationale stolthed ved netop denne oplysning, eftersom det i hvert fald ikke var på mit tv-apparat måleren havde siddet? OG ÆRLIG TALT, hvad siger sådan en oplysning overhovedet, når den ikke bliver forklaret. Er den dystre fremtid et spil Trivial Pursuit, hvor man kender svarene, men ikke forklaringerne og også er ligeglad? Men altså vi (minus mig) ser mindre tv, og det er vist en god nyhed, bortset fra dem der laver tv og os, der må skamme os i de blå stuer og spekulere i pauserne ude ved kogekedlen over, hvad pokker folk så bruger deres aftener på? Læser de mon avis og kloge bøger, går de i biografen med vennerne, spiller de spil med børnene, taler de sammen i køkkenet, støtter de det hårdt prøvede teater og lytter de voksent til P1? Eller er de på Facebook, spiller de scrabble på deres smartphone, netpoker de formuen væk, glor på youtube, porno og hurtige netnyheder? Eller sidder de bare og "er", de minutter, hvor de tidligere så tv? Om der er nogle af de nævnte muligheder, der er værre eller bedre end det at se tv, afhænger nok af øjnene, der ser, men trods det at dansk tv for nyligt havde 60 års jubilæum, og de fleste hjem har et eller måske flere apparater, så repræsenterer tv'et stadig for mange noget man må ty til i mangel af bedre. KLART AT TV ikke skal styre ens liv hele året, og som jeg hørte en mand sige i en radioudsendelse på P1 forrige år, der handlede om vores forbrug af tv, så var det forhåbentligt ikke et tv-program, vi huskede bedst, når vi lå på dødslejet og evaluerede vores liv. Her skulle det jo gerne først være familie, venner, møder og samtaler med andre mennesker og så Matador, der stod mest klart i erindringen. Alligevel vil jeg, inden nogen får præstationsangst for 2012, have lov til at indskyde, hvor ofte tv faktisk giver anledning til netop samtale med gamle og nye bekendtskaber, fordi vi som danskere, trods flere og flere kanaler i udbud, stadig foretrækker at bruge vores tv-tid på DR og TV 2 . Så skønt man kunne male moderne ensomhed, som et billed af en person alene i sin blåflimrende stue, så tror jeg, at total afholdenhed fra fjernbetjeneren er mindst lige så kedeligt som total afholdenhed i forhold til alkohol og andre sager vi nu engang kan lide, for hvad pokker skal vi tale om over øllen, hvis ikke om herrefodbold, kvindehåndbold, X-fator/Blachmann, dronningens- og statsministerens nytårstale, Price & Blomsterberg, Borgen, aftenens sene krimi, og hvad ved jeg? Man kan på en god aften godt nå både at tale om højt og lavt og indhente de øl, man har besluttet sig for at undvære i hverdagen. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk