Er det muligt at komme videre?

Kære Bertel Haarder. Tak, fordi du (7.7.) tog dig tid til at besvare mit åbne brev om Alexandra Skolen (AL). Det er godt med dialog, og vi er selvfølgelig enige om, at de unge skal have uddannelse, og at uddannelse gerne må føre til varigt arbejde.

Jeg er også glad for at du beklager, at det får store negative konsekvenser, når en uddannelsesinstitution efter mange års positivt virke for lokalsamfundet må lukke. Derfor synes jeg også, det er værd at kigge på, om der er muligheder for at få skolen til at køre videre. Men for det første fremstiller du det, som om de unge på AL bliver uddannet til arbejdsløshed. Det er ganske enkelt forkert. Rigtig mange af de unge fortsætter på en anden uddannelse, fordi AL kun tilbyder en toårig uddannelse. Mange elever ønsker en overbygning på denne uddannelse, og det synes jeg er godt. Det svarer jo til, at en gymnasieelev søger en videregående uddannelse bagefter. Det behager hverken dig eller SU-styrelsen, og det bliver brugt som argument mod AL. Dernæst er der mange af eleverne, der bruger deres færdigheder på teatre og i udlandet, og det er heller ikke godt nok for dig. Til gengæld ved jeg fra mange henvendelser fra tidligere AL-elever, at de har været meget godt tilfredse med uddannelsen, som har ført dem positivt videre i (arbejds-)livet Iøvrigt sammenligner jeg bestemt ikke AL med aktiveringskurser. Jeg sammenligner udgifter. Jeg har alene fremført, at samfundets udgift til, at AL kan køre videre som privat uddannelsessted, er elevernes SU. Den giver vi også til andre uddannelsessøgende, og den er ikke særlig høj. Den er i hvert fald et meget lille beløb i forhold til, hvad man har puttet i mange projekter, som ikke har ført til noget som helst. Det er derfor, jeg vil have dig til at se på, om du i dit system har mulighed for at hjælpe skolen, i første omgang ved en dispensation således at skolen kan optage elever igen. Jeg er helt sikker på, at AL gerne vil modtage rådgivning fra dig og dit system om, hvad AL skal gøre for at få den højere beskæftigelsesprocent, som du taler så flittigt om.