Er det nok at være kendt?

EMNER 1. november 2007 05:00

I årevis har flere danske tv-kanaler med stor omhu dyrket håbløsheden og hjælpeløsheden og kaldt det underholdning. Den professionelle fodboldspiller har bevist, at han er aldeles umulig til at slå søm i, balletdanseren har ikke kunnet gætte årstal, og politikeren har udstillet sin uduelighed i kunsten at svinge sig i en dans. Tankerne bag den slags er muligvis fået i retning af: Hvorfor vise, hvad folk er bedst til, når man kan vise dem fra den anden - og ofte væsentligt mere netop håbløs - side, hvem ved, måske i et misforstået forsøg på at løfte mindreværdskomplekserne hos tv-seerne? Og nu betaler vi prisen. Også politisk: Folk, der er kendt ét sted fra, mener pludselig at kunne gøre sig gældende inden for et helt andet felt. Uden at nogen - selv ikke de selv - kan vide, om de mestrer det nye område. I sidste ende handler det måske i virkeligheden mest af alt om at være kendt. Om at være på. Og om at udnytte det. På det rent personlige felt - dér, hvor forfængeligheden trives - er der umiddelbart ikke noget at fortænke tv-journalist Paula Larrain i, at hun et par dage inde i valgkampen pludselig vælger at stille op for De Konservative. Og dét angiveligt efter bare fem dages medlemskab og oven på en slags kandidat-¿jobsamtale¿ på knap en halv time. Men at De Konservative har sagt ja til at lade en - må man sige - meget grøn kandidat gør lynkarriere vidner unægteligt om en vis form for panik hos et gammelt parti, der kan se, hvordan det nyeste på markedet, Ny Alliance, har forvandlet dansk politik til en slags afart af ¿Robinson Ekspeditionen¿ eller et andet reality-show, hvor personer, der én gang har gjort sig kendte, måske endda lige frem populære, bliver brugt til noget helt andet. For et nyt parti er det fristende at gøre som Ny Alliance for hurtigst muligt at mase sig frem i folks bevidsthed. At De Konservative griber til samme metode kan godt undre - for hvilken sikkerhed har partiet for, hvad en kandidat som Paula Larrain, som mest er kendt fra TV-Avisen og på det seneste for sin deltagelse i ¿Vild med dans¿, reelt rummer? Udover en personlig ambition om at ville skyde til vejrs i en fart. Prisen er, at flere partier efter valget tirsdag 13. november står med kandidater, som mestrer, hvad de kom fra, men ikke kan tumle den politiske virkelighed på Christiansborg. Og så hjælper det ærligt talt ikke at være nok så kendt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...