EMNER

Er det reel fattigdom?

"For fattige til jul?". Under denne overskrift skriver de to socialdemokratiske folketingsmedlemmer Mette Frederiksen og Rasmus Prehn (7.12.) en rørende julehistorie, som H.C. Andersen ("Den lille Pige med Svovlstikkerne") eller Peter Faber ikke kunne have skrevet bedre.

Kalenderlys, julesalmer og sange, Søren Banjomus og børn, der fletter julehjerter m.m. Ja, det er da lige til at komme i julestemning over. Jeg husker da min egen barndomsjul i 30'erne, hvor vi ved julelampens skær flettede julehjerter m.m., men jeg tror faktisk ikke, at børn anno 2010 laver julehjerter eller papirsklip. Nej, man køber Georg Jensens juleuro m.m. til at hænge på juletræet. Men det de to politikere henviser til, er den stigende fattigdom, som de påstår hersker i Danmark. 56.000 fattige børn i Danmark, nogen byder over og påstår, at der er mindst 80.000, og derforuden omkring 300.000 voksne fattige i vort land. Jeg er selv født i en fattig landarbejder familie i 1923, min far var arbejdsmand og fik to kroner om dagen ved hårdt arbejde, Vi flyttede meget, vel nok fordi man var nødt til at flytte hen, hvor der var arbejde at få. Jeg har gået i syv forskellige skoler i de syv år, jeg har gået i skole. Men jeg mindes da kun en dejlig barndom, jeg har i alt fald aldrig gået sulten i seng. Men dengang kunne man tale om fattigdom, men i dag, i et af verdens rigeste lande, det er altså svært at holde sig til. Ifølge oplysninger ryger der 2000 ton mad i danskernes skraldespande om dagen, og butikkerne melder om rekordsalg det ene år efter det andet, selv bilhandlere og møbelhandlere er tilfredse. Der kommer nogle meget fattige hjemløse mennesker fra Østeuropa og Afrika m.m. til Danmark, de er jo netop ofre for et system af socialistisk/kommunistisk eksperimenter, der resulterede i stor arbejdsløshed og fattigdom, men det kan den for tiden siddende regering i Danmark jo ikke gøre for. De to politikere kommer ikke med et konkret forslag om, hvordan den påstående fattigdom kan afhjælpes. Højere bistandshjælp kan jo ikke så godt overstige almindelig løn for arbejde.