Er det sognepræstens helt særlige opgave at tro på Gud?

GROSBØLL: Lad det være sagt med det samme: Jeg tror på Gud. Jeg tror også, at Luther troede på Gud. Men det er Luthers sag og ikke min. Luther - der grundlagde vores kirke – og gjorde oprør mod de katolske tanker, der dominerede hans tid. Han gjorde oprør mod en kirke, der ringeagtede de enkelte medlemmer af menigheden og gjorde kontakten til Gud afhængig af, at præstens tro skulle være stærk nok til at bære på alles vegne. På det grundlag blev vores evangelisk-lutherske kirke skabt. Troen er vigtig, det er den gave vi bygger vores kirke på. Hvert enkelt kristent menneskes tro på Gud er en vigtig sag – og endnu vigtigere er Guds tro på os sine børn. Det er den, der bærer det hele, også når vores tro er svag. Så lad det være sagt med det samme: Jeg tror på Gud. Men lad det også være sagt med det samme, at hvad jeg tror i mit hjerte, hvordan jeg beder, hvad jeg kan komme i tvivl om fra tid til anden, anser jeg for at være min private sag. Det er en sag mellem mig og Vorherre! Og mon ikke de fleste danskere har det på samme måde som jeg? Tro er en blufærdig og følsom sag, det er lige før, vi hellere vil diskutere vores seksualliv med andre end tale om, hvad vi tror på og om vi tror. Tro er følsomt, intimt og privat – og når vi taler med andre om spørgsmål, der har med vores tro at gøre, så har folk fået lov at komme meget, meget tæt på os. Selvfølgelig skal man kunne tale med sin præst om tro. Det ville være dybt absurd, hvis det var anderledes. Vi - præsterne - er sat til at forkynde ordet om Gud – og være ledere af det fællesskab hvor troen er fortegnet: Gudstjenesten. Men lige nu er folks hoveder altså så sprængfyldt af det ene spørgsmål:" Tror præsterne på Gud?", at det ligefrem bliver et spørgsmål, der spærrer for alle andre tanker, så vi ikke kan tænke fornuftigt om nogen som helst ting, før det er besvaret. Ja, det fylder så meget, at alle – selv adskillige af mine kolleger - føler sig kaldet til at dømme et menneske, der har fået ørerne i maskinen på den debat. På brudstykker fra det, der er refereret i den offentlige debat, mener et vidt udsnit af befolkningen sig i stand til at vide, om denne mand er egnet som præst i Folkekirken eller ej. Et sådant overdøvende klarsyn ejer jeg ikke, men jeg ved, at det ulykkelige ved den måde spørgsmålet bliver tacklet på i den offentlige debat er, at man sætter spørgsmålstegn ved det, der er grundvolden, den forudsætning, vi samles om, når vi samles i kirken. Nemlig den tro, der er grundlag, for vi har kirke sammen, den tro, vi mødes om i fællesskabet, fordi vi på den måde sammen bærer hinanden og den tro hver især bærer i sig selv – om den i øjeblikket er stærk eller svag, præget af glæde eller sorg, fast tillid eller anfægtelse og tunge tvivl. Derfor er det ulykkeligt, at vi ikke taler med hinanden om, hvad vi tror på, men om vi overhovedet tror. Derfor er det så ulykkeligt, at det bliver det altopslugende spørgsmål om lige netop præsterne frem for alle andre tror. Som om præstene er noget særligt og står Gud nærmere end resten af menigheden. Som om præsternes tro er vigtigere end hvert enkelt kristent menneskes tro. Som om der er en særlig magi i en gudstjeneste, der gør, at hvis bare præsten tror på alles vegne, så behøver ingen andre gøre sig ulejligheden – og at den tanke er helt absurd, behøver jeg vist ikke at uddybe nærmere. Hvad præster tror og ikke tror er ikke desto mindre det spørgsmål, der debatteres alle vide vegne intenst og så heftigt i disse dage, som om kirkens fremtid alene afhænger af netop præsternes tro. Nej, det er for mildt sagt, det er det spørgsmål, jeg bombarderes med, uanset om jeg er til reception eller nede at købe mælk i Brugsen. Da jeg besøgte en 60 års fødselar for nylig, havde jeg ikke fået mig sat ned, før én i selskabet spurgte: Tror du på kødets opstandelse og det evige liv? Jeg kunne altså ikke lade være at svare, om han ikke syntes, det var et særdeles påtrængende spørgsmål at indlede en konversation med. Og så havde vi ellers en god samtale om tro og kirke og den aktuelle sag, der fylder så meget i mange menneskers tanker. Og ham, der spurgte, fik da også i samtalens løb svar på de spørgsmål, jeg blev overfaldet med. Men jeg morede mig resten af dagen ved at forestille mig, hvordan folk ville reagere, hvis jeg gik rundt og stillede det samme spørgsmål i tide og utide. Over medisterpølsen i Brugsens køledisk: "Tror du på kødets opstandelse?". Under kaffen til forældremødet på skolen: "Hvem her tror på det evige liv?". Nåår jeg hilser på folk på gaden: "Goddag – tror du på Gud?" Mon så ikke folk ville synes, at præsten gik for vidt i sin iver? Og nogle ville også mene, at deres trosliv skulle præsten ikke stikke sin næse i på denne emsige og indiskrete måde. Og med rette. Vi præster skal være til rådighed for de, der søger, de, der spørger, de, der kommer til kirken, men en præst er aldrig troens politibetjent. Og som resten af menigheden er vores – præsternes - tro og tvivl noget, vi hver især bærer med os i vores hverdagsliv, ind i menighedens fællesskab – med ind i gudstjenesten. Gudstjenesten er ikke et rum, hvor vi diskuterer troen, men et rum, der bæres af troen – af vores tro – af Guds tro – af vores ønske om at kunne møde Gud med den tillid, at han vil sine børn det bedste. Og først og fremmest er det et rum, der bæres af, at Gud møder os, at han har noget at give og tilbyde os, sine børn. I fællesskabet forvalter vi grundlaget for troen, giver den udtryk, stemme, ord. Men selve troen er op til hver enkelt – en sag mellem os hver især og Vorherre. Tro er noget andet end viden. Vores bibel er ikke en telefonbog, hvor alle steder er lige vigtige, men en bog, der skal læses med det lys, troen og tiden kaster ind i vores hjerter. Det lys må vi bede om hver især, det kan én ikke bære på alles vegne. Hvis nogen nu funderer på, hvad mit svar på spørgsmålet om kødets opstandelse og det evige liv, var til den 60 års fødselsdag – så vil jeg bekende, at han fik et utvetydigt: Ja. Ja, jeg tror. Jeg tror på Gud og hans søn, Jesus Kristus. Jeg tror på, at Bibel og Bekendelse er det sted, vi kan læse om og lære, hvad denne tro betyder. Jeg tror på, at de færdige svar er gemt hos Gud – her på jorden har vi kun en afglans – den endegyldige og absolutte sandhed er gemt hos Gud. At leve og tro er at turde risikere noget, tage ansvaret. Det ansvar er vores eget hver især. Tro er for vigtig en sag at overlade til præsterne alene. Det, menigheden har krav på at møde fra sin præst, er en sandfærdig og levende forkyndelse, der taler til troen. Den tro, som intet menneske har krav på, men som er Helligåndens gave til os hver især. Lad det være fortegnet når vi taler kirke og tro og kirkens fremtid.