Socialforsorg

Er dette prisen for skattestop?

I de seneste uger har medierne bragt den ene forrygende og fortvivlende historie fra det danske samfund efter den anden.

Først var det plejehjemmene. Ældre mennesker havde ”liggedage”, dvs. dage, hvor de ikke kom op af sengen. Dette skulle angiveligt skyldes, at der ikke var medarbejdere nok til at hjælpe alle i tøjet. Så var der historierne om de ældre, der lå i deres våde bleer op til 14 timer. Efterhånden som medierne gravede i forholdene, kom der flere og flere eksempler frem, der nærmede sig misrøgt af vore ældre medborgere. Så kom turen til hjemmehjælpen. Det gjorde stort indtryk på mig at se, hvor mange forskellige hjemmehjælpere, der på 14 dage besøgte én ældre. Med undren kunne man også høre historien om den ældre dame, der aldrig rigtig vidste, hvornår hun fik hjælp til at stå op eller komme i seng. En gang imellem foregik påklædningen og serveringen af morgenmad kl 10.30. Og helt grotesk var det jo så, når middagsmaden derefter blev serveret kl 11.30. I den øvrige tid, kunne den pågældende dame så se tv eller ligge i sin seng og se op i loftet. At det ikke er misundelsesværdigt at være hjemmehjælper fik vi også demonstreret. På trods af statsministerens løfte for fem år siden om det modsatte, florerer minuttyranniet stadig. Det var hæsblæsende at følge en hjemmehjælper med 9 minutter til hr. Jensen, 18 minutter til fru Hansen og 12 til fru Olsen – hvis der altså ikke lige kom et nødkald. Et halvt minut til udluftning og så manglende tid til at trøste en trist ældre eller bare ryste puden. Hvis ikke det tager modet fra selv den bedste hjemmehjælper, må man kalde mig Mads. Og hvis det ikke skaber tristhed og forvirring i de ældres liv, så er der intet, der kan gøre det. Så blev det folkeskolens tur. Toiletterne var så beskidte, at børnene ægtede at bruge dem og ventede med at gå i gården, til de kom hjem. I nogle tilfælde blev børnene syge af den opførsel – i andre blev problemer, de havde i forvejen, blot større. For at forlænge skræk-listen kan man jo også nævne de sindslidende og deres forhold. Nogle af de bedste tilbud for denne gruppe mennesker er blevet lukkede de sidste år. Steder, hvor unge, der har prøvet hele systemet og været på de mest lukkede afdelinger, pludselig fik en chance. De kunne deltage i samfundets fællesskab. En både menneskelig og økonomisk god ting. Nå, hvad var så svaret på alt dette her? Ingen rejste spørgsmålet om det rimelige i at give ældre mennesker ble på. Mange føler den situation utrolig uværdig. Jeg har tidligere her i avisen nævnt den midaldrende mand, der på et hospital bad om hjælp til at holde en kolbe. Svaret var: Du kan bare tisse i bleen, for vi har ikke tid til at hjælpe. Jeg så denne mands reaktion. En reaktion, som man sikkert også kan se hos en stor del af de ældre, der presses til at bruge bleen. Debatten handlede imidlertid ikke om, hvorvidt denne behandling af mennesker i et af verdens rigeste samfund er rimelig. Den handlede alene om, hvor mange timer, man måtte ligge med den våde tingest. Socialministerens svar på alle problemer var mere uddannelse til personalet. Ja, det kan da godt være, det er godt. Men hvordan en hjemmehjælper skal få flere minutter til fru Hansen i minutskemaet ved at blive uddannet, er mig en gåde. Næste løsning var videoovervågning af plejehjemmene, så man kan standse vandrøgten. Jamen, den tanke bygger jo på, at personalet skulle være nogle specielt onde mennesker, der plager livet af de ældre for deres fornøjelses skyld. Hvad skal videoovervågning hjælpe den samvittighedsfulde medarbejder, der altså også synes, der skal være tid til det trøstende ord og den halve kop kaffe, når hr Hansen ikke kan se meningen med sit liv? Det eneste spørgsmål, ingen har stillet i debatten, er måske det mest centrale: Er dette den pris, man skal betale for skattestoppet? Når man låser amter og kommuners indtægter i årevis, så må kvaliteten falde. Når man lægger flere opgaver ud til dem uden at give flere penge – så vil kvaliteten falde. Når egoistiske skattelettelser skal gå forud for ordentlig service, så vil kvaliteten falde. Kvalitet koster penge – sådan er det i de fleste af livets forhold. En ordentlig service hos vore ældre, vore børn, vore sindslidende kræver penge og mandskab. Så kan det ikke hjælpe noget, at fri konkurrence, udlicitering, skattestop, nedskæringer af antallet af offentlige ansatte og alle de andre modefænomener bliver den ledende ideologi. For så får vi flere af den slags historier, vi har set de sidste uger. Alle er forargede, når de hører om disse sager. Man vil gerne gøre noget ved dem – siger man. Men vil man det, så er man nødt til at fortælle politikerne, at de ikke må spare for enhver pris. Vil man det? Hvis ikke – så er det, der sker i disse uger jo bare en forargelse, der skal være gratis. Hvad skal vi egentlig så bruge den til? [ Peter Duetoft bor i Sindal, er historiker og har været folketingsmedlem (CD) 1988-2001 og i flere omgange landsformand for CD. I dag medlem af Socialdemokraterne. Arbejder som konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.