Danmark

Er du til netdating, skal du være på vagt

Det kan være tillokkende at finde en kæreste på nettet. Men vær på vagt når du melder dig til datingsite.

Er du til netdating, skal du være på vagt

Der er masser af muligheder, hvis man vil finde sig en kæreste på nettet.

Datingsite efter datingsite byder sig til med kvinder og mænd, der leder efter en partner - men man kan blive fanget, hvis man er på jagt efter kærligheden.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Forbrugerhotline modtager nemlig ofte henvendelser fra folk, der oplever bøvl med datingabonnementer.

Og det er flere typer problemer, som forbrugerne støder på.

Det kan være, at det er vanskeligt at opsige et abonnement. Eller de har indgået et prøveabonnement uden at opdage, at der i aftalevilkårene står, at aftalen automatisk bliver fornyet efter prøvetiden.

Specialkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Henrik L. Sedenmark, mener derfor, at det er en god idé, at man læser aftalevilkårene igennem, inden man begynder at netdate.

- Det er især vigtigt, at du undersøger, hvor lang tid du binder dig, og hvordan du opsiger aftalen igen. Er aftalevilkårene uklare eller svære at overskue, så vær ekstra forsigtig med at tilmelde dig datingsitet, siger han om problemerne, der kan opstå.

Specialkonsulenten råder også folk til at finde ud af, hvem de indgår en aftale med, og hvordan de kommer i kontakt med firmaet.

- Det kan have betydning for dine rettigheder, og hvor besværligt det er at kommunikere med firmaet og komme ud af aftalen igen, siger Henrik L. Sedenmark.

Og det er mange, der kan blive fanget i fælden. Godt 300.000 danskere søger kærligheden på datingsites på nettet, viser tal for 2011 fra Danmarks Statistik.

/ritzau/