Er efterlønnere ikke nedslidte?

Statsministeren har med henvisning til økonomer og statistiske argumenter afvist, at efterlønnere er nedslidte.

Men det holder ikke. Undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed dokumenterer, at efterlønnere generelt er mere syge end beskæftigede. Efterlønnerne rammes også af en 50 pct. større overdødelighed i forhold til beskæftigede på samme alder. Og efterlønnere lever i gennemsnit op mod to år kortere end jævnaldrende i beskæftigelse - ja, ufaglærte efterlønnere lever endog omkring tre år kortere end videregående uddannede i job. Nu er efterlønnere ikke en stor, grå masse. Nogle er selvsagt mere nedslidte end andre. En undersøgelse af en professor fra AAU viser, at omkring 40 pct. af efterlønnerne decideret oplever, at deres helbred er for dårligt til at arbejde, mens en undersøgelse i Region Syddanmark viser, at halvdelen af efterlønnerne oplever forringet arbejdsevne. Men her er efterlønnerne oven i købet først blevet spurgt efter overgang til efterløn - efter at de har fået det bedre. En undersøgelse inden overgangen til efterløn havde givet højere nedslidsningsprocenter. Hertil kommer "de slidte", som oplever advarselssignaler fra kroppen om, at det er ved at være på tide at forlade arbejdsmarkedet. Mange flere end 20 pct. har således gode helbredsmæssige grunde til at stoppe. Men regeringen lytter mere til økonomer fra Arbejdsmarkedskommissionen end til sundhedseksperterne fra Statens Institut for Folkesundhed. Er det, fordi lige netop de økonomer var udvalgt af regeringen selv og siger det, som man gerne vil høre? Og hvad er det, der ligger i økonomernes tal? Vi ved, at op mod 2/3 af tilgangen til efterlønsordningerne kommer fra A-kasser for lønmodtagere med kortere uddannelse og med det dokumenteret mest belastende arbejdsmiljø fra 3F, FOA og HK. Akademikerne udgør derimod i dag kun omkring 2,5 pct. af samtlige efterlønsmodtagere. Men ikke desto mindre er baggrunden for udsagnet fra Arbejdsmarkedskommissionen en rapport fra organisationen Forsikring og Pension, hvor man gør det til et metodisk krav at se bort fra disse uddannelses- og branchemæssige forskelle. Så er det ikke underligt, at man "med et pennestrøg" kan eliminere efterlønnernes dårlige helbred. Hertil kommer, at Forsikring og Pension ikke er objektive forskere, men varetager interesserne for de private pensionsselskaber, som meget gerne ser de 16-18 mia. kr. til efterlønnen i stedet gå til private pensionsopsparinger. Men skulle der alligevel være nedslidte efterlønnere, så vil de ifølge regeringen blive tilbudt seniorførtidspension, hvis de har mindre end fem år tilbage inden folkepensionen. Forskellen til en almindelig førtidspension er mindre arbejdsprøvning og medicinsk vurdering og en tidsgrænse på et halvt år til svar. Men så vidt man kan se, vil regeringen ikke ændre på arbejdsevnekravet fra den almindelige førtidspension, som betyder, at man skal være stort set helt afskåret fra at kunne arbejde. Selvom efterlønnerne jf. ovenfor i betydelig udstrækning er slidte og for en betydeligt dels vedkommende også nedslidte, så er der forskel herpå og på mere eller mindre totalt at være uden arbejdsevne. Efterlønnerne falder dermed i et hul imellem (senior)førtidspensionen og så på den anden at være så raske, at man kan arbejde videre uden problemer. Derfor vil de ikke kunne få seniorførtidspension, hvis arbejdsevnekravet overføres fra den nuværende førtidspension. Og regeringen vil tilmed ad økonomisk vej sikre sig, at kommunerne uddeler færre førtidspensioner fremover ved at nedsætte refusionsprocenten fra 35 til 20 pct.