Retspleje

Er EU hele verden?

KRITIK:Tak til NORDJYSKE's lederskribent for 15.10. at bruge plads på DFs kritik af EU og metock-dommen. Jeg er enig i, at Danmark ikke kan melde sig ud af verden. Men er EU hele verden? Det tror jeg vil være nyt for de fleste – især de mange – også europæiske – lande, som slet ikke er medlemmer af EU. Det er derfor ren nonsens at stille tingene op som lederen gør. Når DF kritiserer EU, er det faktisk er oprigtigt ønske om at få et samarbejde, der kan fungere uden de tåbeligheder, som i dag præger det EU. Hvis man skal bruge lederens retorik, kan man jo spørge, om verden vil gå under, hvis EU stoppede med at spilde penge på landbrugs- og strukturfonde; stoppede med at totalharmonisere forbrugerpolitikken; stoppede med at forhandle om optagelse af Tyrkiet og i øvrigt som i alle andre ordnede samfund lod politikere træffe politiske beslutninger og bad dommerne i EF-domstolen om blot at forholde sig til jura og blande sig udenom politik. Jeg tror, hverken Europa eller verden ville lide skade af disse forslag – tværtimod ville det skabe langt større opbakning til et samarbejde blandt de europæiske lande. Problemet med EU-retten er i hovedsagen, at vi ikke aner, hvad vi har med at gøre. Retten ligger ikke fast, men udvikler sig hele tiden til en ”stadig tættere union”. Det skyldes inden for de seneste 15 år i særlig grad unionsborgerskabet, som Danmark ellers var blevet lovet et forbehold for. I samtlige de domme, hvor EF-domstolen behandler sociale eller udlændingeretlige sager, henvises til unionsborgerskabet. Og i samtlige de direktiver, som Kommissionen efterfølgende har fremlagt, henvises der til unionsborgerskabet som grundlag for at danne et sæt parallelle regler. I Carpenter-sagen (60/00) fik en filippinsk hustru opholdstilladelse i EU, fordi hun passede sin ægtefælles børn fra tidligere ægteskab under dennes ophold som tjenesteyder uden for UK, der var oprindelseslandet. Der henvises som begrundelse til Mr. Carpenters unionsborgerskab. Særligt for studerende har der været en livlig udvikling. Mens Domstolen i 1986 slog fast, at studerendes EU-rettigheder ikke skulle omfatte sociale ydelser i værtslandet, så blev dette efter unionsborgerskabets indførelse ændret i den senere Grzelzcyk-dom, hvor man med direkte henvisning til unionsborgerskabet tildelte sagsøgeren ret til offentlig studieydelse. Man kan vælge ikke at have nogen holdning til dette – og mene, at EU tager aldrig fejl. Det ligger mig meget fjernt – særligt efter metock-dommen, der undergraver den udlændingepolitik, som DF har stået hårdt på siden 2001. Der findes næppe bedre terrorbeskyttelse end en stram udlændingepolitik. Og må man minde om, at det er EU, der forbyder os at bevogte grænsen, så narko, våben, sprængstoffer og terrorister i dag kan bevæge sig frit og uhindret? Det kræver ikke megen kritisk sans at se det tåbelige i en sådan politik – og derfor en fordel ved at være upåvirket af EU. Men det vil jo selvfølgelig kræve, at man selv kan tage stilling. Ellers er selvbestemmelse ikke meget værd. Og her kommer EU-tilhængerne nok til kort – for hvis ikke man har EU, der jo aldrig tager fejl, ender man med selv at skulle træffe beslutningerne. Og se, det er hele pointen. For i DF har vi ingen problemer med selv at skulle bestemme – over Danmark, vores udlændingepolitik, vores grænser, vores dyrevelfærd, vores forbrugersikkerhed – og alle de andre områder, hvor EU gør det ringere end vi.