Er folkekirken en forsikringanstalt?

Folket ikke interesseret i kirkens anliggende, evanglisk-luthersk kristendom, skriver Palle H. Steffensen

Folkekirken har en opgave – én eneste opgave, nemlig at bringe det kristne evangelium ud til så mange som muligt. Og det lykkes ikke rigtigt. Folkekirken har fået et troværdighedsproblem: Den er blevet en kirke for folk, der ikke går i kirke. Og i den sammenhæng er vi blevet et folk, der har et højst tøvende og usikkert forhold til, hvad kristendom er. Det kristne livssyn er endog meget trængt. Det kan siges så stærkt, at hvor folk ikke har kristne ord og begreber for hånden til forståelse af livets situationer, der findes kristendommen ikke. Der hersker ikke længere nogen selvfølgelighed i det kirkelige arbejde. Hjælp fra medierne er der ikke at hente, for de oser af mangel på fortrolighed med kristendommen. Og enhver præst er utallige gange stødt på samme mangel hos folk, pårørende til dåb og begravelse eller i mødet med konfirmandforældre. Som folkekirke er vi landet i ukendt territorium. Kristendommen har mistet afgørende styrke, når det gælder livstolkning og folkeligt bagland og opbakning. PROBLEMET handler kort sagt om det fatale, at kun meget få af de 83 pct., der er medlemmer af folkekirken føler, at de er en del af kirken. Folk og kirke er blevet to størrelser – der er ingen vekselvirkning længere. Nu findes der naturligvis her i landet kirker, hvor der til søndagens højmesse uden dåb kan blive brug for ekstra stole, men anlægger man et helikoptersyn over det kirkelige landskab, så er billedet fatalt. Kirkegængere er blevet en meget lille og marginaliseret flok. Som en samfundsforsker udtrykte det, så anser danskerne kirkegængere for at være særlinge, især hvis de rigtigt tror. Dansk kristendom blevet en undergrundkultur. DET ER velkendt, at danskerne ikke vil af med deres folkekirke. Men omvendt kan man spørge, om forvalterne af evangelisk-luthersk kristendom vil lægge navn til folkekirken på de præmisser, der er virkeligheden. F.eks. at præsterne finder sig i, at folkekirkemedlemmerne tit dækker over deres eget svigt ved at give dem skylden for deres eget manglende fremmøde. Præsten er kedelig, hedder det, eller utidssvarende. Vi er langt fra det myndige lægfolk, der tager ansvar og hånd om kirken og dens forkyndelse. Så meget distancerer man sig, at man kan se stillingsannoncer, hvor det fortælles, at kirkegangen afhænger af præsten, eller der opstilles kvalifikationskrav, der må få en evt. ansøger til at overveje, om man ikke skulle søge direktørstillingen i Novo Nordisk i stedet for. MEN SOM den tidligere formand for kirkeligt Samfund har udtrykt det: Menigheden (og det er alle sognets folkekirkemedlemmer) må deltage i gudstjenesten. Vi kan ikke professionalisere os ud af det eller betale os fra det. ”Guds menighed syng for vor skaber i løn” hedder det. Der står ikke ”for løn”, vi kan ikke overlade lovsangen til kirkekoret alene eller lade præsten repræsentere kristentroen. Dette synspunkt er helt i overensstemmelse med Grundtvigs. For ham er den sande kirke den menighed, som i gudstjenesten offentligt bekender sin tro, menigheden, der bekender, lovsynger og forkynder. Dette er kendetegn på at Guds kirke er til stede. Og i kirkens vigtigste bekendelsesskrift udtrykkes det samme. Kirken er et synligt menneskeligt fællesskab med den opgave at bekende, lovsynge forkynde, forvalte sakramenter og gøre Gud synlig i verden. Det er kirkens livstegn, og det må gentages: I Danmark er det meget svage livstegn, vi er vidne til. FOLKEKIRKEN er blevet en forsikringsanstalt, der bæres af, at folks eventuelle religiøse anelser er stærkere end deres lyst til at spare i skat. Og derfor har folkekirken udviklet sig til en ren servicekirke, en offentlig kultusanstalt, der stiller op, når folk har brug for det. Det accepteres stiltiende, at folkekirken i folks bevidsthed er på linie med hospitaler. Man kommer, når man skal have noget gjort og ellers naturligvis ikke. Folkekirken har sine største succeser ved bryllupper og begravelser. Fra ansvarlig kirkelig side vil man så pege på alle de aktiviteter, der foregår i sognegårde, pege på den hitte-på-somhed, der udvikles omkring gudstjeneste og gudstjenesteformer, pege på, at man er meget opmærksom på, hvad der kunne tiltrække nutidens danskere. Man er skam i fuld gang med produktudvikling og markedsføring og ser bort fra, at denne kundeorientering har en alvorlig bagside. De potentielle kunder har nemlig mestendels ønsker til kirken, der ikke har meget med evangelisk-luthersk kristendom at gøre. Man vil have fjernet alle de tunge og uforståelige ord. Man vil have mere stilhed, mystik, åndelig udvikling og vækst, det hele tilsat en god portion følelser. OG SÅ ER glidebanen etableret. Der sker en bevidst eller ubevidst selvcensur fra kirkens side. Der skal ikke stilles krav om, at den enkelte sætter sig ind i kirkens sprog, og tanker. Præsten skal levere og formidle. Man har ret til at blive betjent efter egne ønsker (selviscenesættelse). I kirken må intet siges, tænkes og gøres, der kan bringe kirken i fare som netop folkekirke. Derfor tør ingen spørge til medlemmernes tro, indsigt og engagement. Bekvemt ser man bort fra, at folket ikke er interesseret i kirkens egentlige anliggende, evangelisk-luthersk kristendom. I kirken udvikles den idræt at betvinge virkeligheden med ord. Man optræder som hofmanden i ”Nattergalen”, der overfor sig selv og befolkningen hævdede, at alting var lige så godt som før. Førhen fik samfundet legitimitet og styrke fra indre værdier i kirken. Nu er det omvendt. Kirken får legitimitet i kraft af at være et uforpligtende servicetilbud. PRÆSTER, provster, biskopper og menighedsråd har et ansvar for, at man stiltiende har ladet det komme så vidt. Men hovedansvaret ligger hos folkekirkens medlemmer. Forholdet til kirke og kristendom afgøres af det enkelte menneske, det afgøres af dig, der passivt betaler dit kontingent og ellers lader kirke være kirke. Kirken er oprindeligt en lægmandsbevægelse og et myndigt lægfolk får man kun der, hvor alle de passive medlemmer selv tager ansvaret for kirke og kristentro, eller tager den hæderlige beslutning at melde sig ud. Hvordan ser billedet så ud for Danmarks 41 grundtvigske valg- og frimenigheder, de fleste med 100 år eller mere på bagen? Disse menigheder har gennem årene ligget i ly af folkekirken og haft den gode funktion at være et alternativ. Valg- og frimenighederne kunne være der, man gik hen, for at møde en anden forkyndelse, være en sikkerhedsventil, være et venskabeligt korrektiv. MEN DENNE funktion forudsætter en levende folkekirke. At vælge sig til en valg-eller frimenighed kræver, at der er nogen til at vælge, at der er mange bevidste kirkegængere i folkekirken, der vælger en anden forkyndelse, vælger den frie menighedsform, vælger et andet fællesskab. Men som situationen er nu, så er der ikke mange kirkegængere, der kunne være fødelinie. De frie menigheder lever deres stille liv. Det er mit indtryk, at forkyndelsen er solid og uden alle de krumspring, som hærger i folkekirken. Men få nye medlemmer tilslutter sig. Der er en tendens til at mene, at det går nok, en holdning, der er kædet sammen med en tradition om, at man ikke er udfarende. Det anses nærmest for at være vulgært at gå ud og hverve. Det er en betænkelig holdning, fordi de valg- og frimenighederne netop er frie, har tradition for det aktive og bevidste lægfolk, der tager ansvar. Her kunne de være det afgørende alternativ til folkekirken, der alene fungerer, fordi de passive medlemmer betaler. MEN VALG- og frimenighederne må se i øjnene, at de har et problem lig folkekirkens – selvom en lidt større procentdel af deres medlemmer deltager i søndagens gudstjeneste. Og de ikke- deltagende får lov til at svigte fællesskabet i fred, fordi man har tradition for uafhængighed og valgfrihed. Ja, det er et spørgsmål, om man ikke også her har glemt, at en menighed har brug for levende mennesker. Derfor løses opgaven heller ikke her, og de frie menigheder må som i folkekirken kalde alle de passive til ansvar. Og så må begge besinde sig på hvad kirken kan, som ingen andre kan, hvad kirken har som ingen andre har: et kirkerum, salmer, liturgi og en vedkommende prædiken, der forkynder det døbte menneskes mulighed for at leve i frihed og frimodighed. Det kristne budskab når kun ud, hvis det myndige lægfolk tager over og tager ansvar. Kun det myndige lægfolk kan løse opgaven. Opgaven er at aktivere dette lægfolk – alle de døbte. [ Palle H. Steffensen, Vestergade 38, Vrå, er medforfatter til en række bøger om kirkelige forhold. Har været sognepræst i blandt andre Godthåb Sogn ved Aalborg og Strøby Sogn på Sjælland, studielektor på Tønder Statsseminarium og skoledirektør i Aabybro Kommune. Kronikken er, hvad han selv betegner som “et skønsomt uddrag” af det foredrag, som han holdt ved de grundtvigske valg- og frimenigheders årsmøde i Vrå i går.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk