Er han stor nok?

I disse uger er det sæson for store forandringer i familier med småbørn. Lige netop den første uge i august begynder rigtig mange børn en ny hverdag. Der holdes nemlig skiftedag i institutioner og dagplejehjem. De mange tusinder af børn, der i næste uge skal til at kalde sig selv for skolebørn skaber plads til nye børnehavebørn, der på sin side skaber plads til nye børn i vuggestuen og dagplejen. Det allersværeste som småbørnsforældre er det første skridt til adskillelse. At sende den lille i dagpleje eller vuggestue. Ikke fordi det nogensinde bliver ren rutine at skulle følge sit barn til et nyt sted, for efter et kort og overfladisk bekendtskab med stedet, at skulle overlade ansvaret for barnet til andre. Det bliver ved med at være frygteligt nervepirrende og belagt med både gode forventninger og mange bekymringer. Men det sværeste er dog overgangen fra, at barnet kun er hjemme til dagpleje eller vuggestue. Med de nye barselsregler og muligheder for forældreorlov kan småbørnsforældre i dag reelt beslutte sig for, hvor gammelt barnet skal være, når det store skift skal ske. Da vores de ældste skulle af sted hed det tre måneder og så bare ud af klappen. Også dengang hjerteskærende oplevelser for både forældre og børn. Men uanset barnets alder kræver det forberedelse og mental omstilling at skulle dele ansvaret for trivsel og udvikling med andre. For at kunne magte opgaven som småbørnsforældre må man kunne give omsorg. Kunne tolke barnets små og store ytringer – man må kunne spejle og empatisk rumme barnet. Uden at lade sig smitte for meget at barnets humør. Det dur jo ikke, at mor græder, når barnet græder. Hele denne tunen sig ind på barnet og dets behov indebærer mentale omstillingsprocesser og udgør vel nok den væsentligste kilde til personlig vækst i voksenalderen. På den baggrund kan det ikke undre at adskillelse og især uddelegering af ansvar for barnet gør ondt. Man plages af samvittighedskvaler. Kan han nu klare sig uden os? Kan han udvikle sig harmonisk på længere sigt, når han bliver smidt i dagpleje og overladt til en vildt fremmed person. Kan dagplejeren klare ham? Forstår hun måske hans signaler? Alle disse spørgsmål tumler rundt og forstyrrer sjælefreden. Netop for at tage brodden af disse spekulationer og for at sikre det lille barn en god start i sin nye hverdag har kommuner, forældreforeninger og fagforeninger det sidste årti kæmpet for at gøre overgangen så lempelig og naturlig som muligt. Som forældre har man ret til at besøge sin kommende dagplejer. For at få mulighed for at vurdere og mærke efter, om der kan skabes tillid. Tillid til at hun magter netop mit barn. Tillid til, at hun netop bliver glad for mit barn. Synes han er sød, sjov og et nærmere bekendtskab værd. Dagplejeren har på sin side mulighed for at vurdere om hun har tillid til et samarbejde med netop disse forældre og det barn. Men netop det, at man i dag som forældre står i en vurderings- og valgsituation – nøjagtig som senere hen med skolevalg og andre valg på barnets vegne – kan i valgsituationen give anledning til mange svære kvaler for forældrene og skabe usikkerhed. Valgte vi rigtigt? Skulle vi alligevel have valgt anderledes? Men når så først der er truffet aftaler, begynder arbejdet med lige så langsomt at indføre barnet og ikke mindst forældrene i den nye hverdag. Processen har allerede fået et hverdagsord: barnet skal køres ind. Vi er ved at køre ham ind i dagplejen, kan det lyde i en samtale. Vigtigheden af denne proces kan ikke overvurderes. Mor og far kan ved selvsyn se og opleve, hvordan barnet åbner sig og er nysgerrig over for dagplejeren. Og dagplejeren kan opleve, hvordan mor og far er sammen med barnet og kan måske lure nogle staldtips af. Hvor længe og hvor lang tid ad gangen disse møder eller fælles tid bør være afhænger af barnet, men i endnu højere grad af forældrenes evner til at give slip og give plads og til kvaliteten af dagplejen. Hvis forældrene er trygge ved dagplejen, bliver barnet det også. Derimod bliver det svært for et barn at falde til, hvis mor og far er alt for tøvende og usikre omkring dagplejen. Nøjagtig som det siden hen gør sig gældende for barnets børnehave eller skole. Hvis forældrenes samvittighedskvaler tager overhånd, så man ubevist over for barnet kommer til at formidle usikkerhed og afstandstagen over for dagpleje, børnehave eller skole, kan man komme til at gøre ubodelig skade for barnets opvækstmuligheder. Man skal altid huske, at små gryder også har ører og negativ omtale af dagplejen hurtigt opfanges af selv små børn. Under alle omstændigheder kan det siges, at dette allerførste forhold til voksne uden for hjemmet kan danne prototype for det næste møde med børnehave og skole. Med det næste skift i barnets liv. Derfor er det vigtigt at det HELE forløber som man gerne vil have det. Hvilket kræver åbenhed om både store og små spørgsmål. I de allerfleste tilfælde betyder de voksnes mentale og mere logistiske forberedelse, at barnet falder til og tager for sig af de nye udfordringer. Udvikler sig i mødet med andre voksne og børn. Lærer sig at komme over adskillelsen og udvikle sig selv. Forældrene ligeså. Gensynsglæden er hver eftermiddag kolossal. Hvordan kan man dog i løbet af så få timer komme til at længes så meget? Tilsvarende i den anden ende. Vær omhyggelig med farvelsituationerne. Det betaler sig i form at mere nærvær og koncentration i de timer arbejdsmarkedet kræver af os forældre. Næsten altid vil det vise sig, at forældrene har gjort sig mange og for mange unødvendige bekymringer angående barnets nye hverdag. Barnet vil vise sig at være i stand til at klare det. Han er stor nok til den første adskillelse og senere hen til de andre, der vil følge frem til den store og endelige, hvor han flytter hjemmefra og gys: sammen med et kvindemenneske. Er han nu også stor nok til det?