Er han troværdig?

For et par år siden blev der sat alvorlige spørgsmålstegn ved Fathi El-Abeds arbejde som konsulent for Udenrigsministeriet.

Energi 5. november 2011 05:00

Man spurgte simpelthen: "Hvem repræsenterer denne mand?". Kan man være konsulent for Danmarks udenrigsministerium samtidig med, at man er formand for Dansk-Palæstinensisk-Venskabsforening? Går til møder med Hizb ut-Tahrir, en islamistisk forening som vil dræbe danske værnepligtige, der deltager i krigen mod Taliban? Som i de arabiske lande i Mellemøsten ikke er loyal overfor Danmark på den måde vi her i landet forstår ordet loyalitet? Dengang som nu fortsætter Fathi El-Abed med forløjede udtalelser og uvederhæftige påstande i forbindelse med debatten om mellemøstkonflikten. Og på alle "kanaler". Det springer samtidig i øjnene, at Fathi El-Abed nu også gør sig til specialist i forhold omkring Iran kontra Israel og USA, og naturligvis til støtte for det fascistiske styre i Iran. Som også støtter Hizb ut-Tahrir. Når jeg gentagne gange her i avisen og andre aviser har påstået, og nu igen påstår, at Fathi El-Abed er uvederhæftig, så lad mig komme med nogle eksempler. * Fathi El-Abed eller hans næstformand påstod, at Gaza var besat af Israel flere år efter, at Israel havde forladt området. Fathi El-Abed påstår Israel har besat Palæstina. Nej, Judea og Samaria var jordansk land, som blev besat af Israel efter Jordans angreb i 1967. Og Jordan overdrog officielt Judea og Samaria til Israel ved fredsaftalen i 1967. Ganske vidst med henblik på forhandlinger med udgangspunkt i Oslo aftalerne. * Fathi El-Abed påstår, at Israel bærer skyldesn for de afsporede forhandlinger. Jamen dog, var det ikke palæstinenserne som bedrog Oslo aftalerne? Sagde nej til Palæstina i 2000 og 2001? Og sådan kan jeg blive ved. Alt imedens Fathi El-Abed fortsætter på alle fronter og alle "kanaler" med forløjede udtalelser, fordrejede og uvederhæftige oplysninger, blandt andet i forbindelse med de frigivne palæstinensiske fanger, som alle var mordere, terrorister og andet kriminelt afskum, i bytte for en israelsk værnepligtig soldat, som så oven i købet blev fanget på israelsk territorium efter, at Israel havde forladt Gaza og definitivt overdraget området til PA. Hvilken nation kan i øvrigt glæde sig over frigivelsen af den slags mennesker? Fathi El-Abed udstiller således igen og igen og i alle forbindelser en fabelagtig upålidelighed i sine holdninger til netop den fred, som vi andre håber på, men som han "på skrømt" bliver ved med at efterlyse. Kan Fathi El-Abed svare på ovennævnte? Nej, for det vil han ikke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...