Biersted

Er ikke faldet til

Familien har ikke tænkt at foretage sig yderligere og lader deres senil demente mor, Efra Christensen, blive på Birkelse Plejecenter. Dog oplyser sønnen, Las Christensen, at hans mor endnu ikke er faldet til i sin nye bolig, selv om Aabybro Kommunes ældrechef, Benthe Hansen, umiddelbart efter flytningen mandag 13. januar i NORDJYSKE kom med positive udtalelser om flytningen af moren fra en aflastningsplads i Biersted til Birkelse Plejecenter. - Min mor kan ikke genkende sine møbler, så ældrechefens udtalelser om, at hun var glad for at se sine møbler og fotografier er noget pjat, siger han. Las Christensen understreger, at hans harme over Aabybro Kommune ikke har noget med penge at gøre, men udelukkende behandlingen af hans mor. - Hun er stadig ikke faldet til på Birkelse Plejecenter. Hun siger, hun vil hjem, men min mor skal ikke flyttes mere, det gavner hende ikke, siger han. BIERSTED Fra skifertavle til pc Kristian Bech Sørensen besøger onsdag aften Biersted Lokalhistoriske Forening i lokalerne på Biersted Skole for at fortælle om emnet "Fra skifertavle og griffel til pc med printer". Desuden vil Inger Lise Bach synge og spille ved mødet, som er åbent for alle.