Er kirken ufejlbarlig?

Pavekirkens dogme om ufejlbarlighed er ved at vinde fodfæste i den danske folkekirke. Eller måske er det snarere en demonstration af magtens arrogance, når kirkeministeriet i flere måneder fuldstændigt "overser" ombudsmandsinstitutionens løftede pegefinger i den kedelige afskedigelsessag omkring sognepræst Mette Villads Christensen, der måtte forlade sit embede i Rubjerg.

Man har ikke haft tid til at tage sig af sagen! Det er - meget forenklet - det svar, der gives af de kirkeministerielle embedsfolk, der forekommer at være ret irriteret over, at ikke bare "nogen", men rent ud sagt, at Gud og hver mand i det hele taget tillader sig at stille spørgsmål til sagen - tillader sig overhovedet at vise interesse for noget, som kirkens øverste kloge folk i Aalborg stift for længst har truffet sin afgørelse om med efterfølgende velsignelse i ministeriet. Dogmet om ufejlbarlighed i det folkekirkelige system er tilsyneladende udviklet så langt, at det klerikale hierarki blæser højt og flot på alle former for kritik ud fra devisen "vi alene vide" og når kirkens øverste profeter gemmer sig bag tavshedens mur, så kan det være fordi, at denne taktiske holdning altid har virket - før i tiden. De kedelige sager blev tiet ihjel. Begrebet åbenhed var et navn i den bibelske ørken. Det klerikale hierarki dækker fra ministeriet over biskop og provster til menighedsråd, mens præster som kedelige medvirkende i store og små sager i første omgang ofte tvinges til at holde mund med forblommede ord om, at eventuelle uenigheder og kritik af enhver tænkelig art "holder vi da inden for egne rammer ellers går det jo ud over kirken" - og virker det ikke efter hensigten, så nævnes "muligheden" for en påtegning i de tjenstlige papirer, hvis der ikke rettes ind. Helt utilgiveligt er det, hvis den formastelige som sidste udvej vælger at gå i pressen. Tjenstlig påtegning betyder oftest, at præsten herefter har afskåret sig selv fra enhver mulighed for at bevæge sig op i det himmelstrøg, hvor ufejlbarligheden råder eller - i værste fald - at der ikke mere er mulighed for at flytte til et nyt embede, hvis et "oprør" gør det umuligt at fortsætte i det gamle. Det kan få næsten enhver præst med respekt for sin gerning til at klappe hælene sammen og sige ja og amen! I den efterhånden langvarige sag fra sognene omkring Rubjerg vil ufejlbarligheden for en gangs skyld vise sig som en kolos på lerfødder, hvis biskop, provst og menighedsråd skal vende alterbrødet en ekstra omgang, fordi afgørelsen om Mette Villads Christensen blev truffet ud fra forkerte oplysninger, men alene med det for øje, at der skulle skabes ro. Den bliver svær at sluge, hvis det viser sig at være tilfældet Angsten for at stille sin kritik af det kirkelige system til skue er tilsyneladende så omfattende i præstekredse, at selv om den såkaldte "præsteliste" på nettet nok er et lukket forum, så er den altså også åben for provster og biskopper, som her kan følge med i, hvem af "deres præster" der falder ved siden af, når præsterne ind imellem omtaler store og små "sager" sideløbende med den mere faglige og konkrete hjælp, som kolleger i dette forum henter hos hinanden. Den mere kritiske kommunikation sker efterhånden via andre kanaler for at undgå karambolage med ufejlbarlighedens elite. Det er glædeligt, at pressen er begyndt at interessere sig for den folkekirkelige hverdags store og små problemer, og det er især glædeligt, at mange menighedsråd er begyndt at kontakte pressen med alle punkter på deres åbne mødedagsordener og med udgangspunkt i, at der ikke mere er noget, der skal forsøges gemt i ufejlbarlighedens bundløse arkiv. Det er til gavn for alle parter, men nok mest for folkekirken og dens fremtidige placering i det danske folks bevidsthed. Der er naturligvis rejst politisk kritik af tavsheden omkring afskedigelsessagen i Rubjerg. Fremtiden vil vise, om det denne gang lykkes at komme ufejlbarlighedens dogme til livs.