Er politi til at stole på?

Aalborg 1. september 2009 06:00

Mens De Forenede Danske Socialdemokratier (S og SF) fejrer, at de har udtænkt en fælles skatte- og flygtninge/indvandrerpolitik - og i øvrigt fører sig frem med en selvsikkerhed, som om de allerede havde dannet regering - har såvel regeringen som Dansk Folkeparti fået rigeligt at se til med at lukke det måske sidste hul efter sagen om rydningen af Brorsons Kirke for udviste irakiske asylsøgere. For er det rigtigt, hvad kirkens præst, Per Ramsdal, har udtalt, at der på "Brorsons-natten" (som demonstranter kalder den) stillede "et massivt opbud af betjente. De var iført hjelme og visir og bar også våben. Det var chokerende at se, at de befandt sig inde i kirkerummet med pistoler". Imidlertid påpeger både justitsminister Brian Mikkelsen (K) og Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, at rydningen af kirken blev foretaget fredeligt og fordrageligt af rolige betjente i skjorteærmer og med kasketter. Og uden skyggen af våben, sådan som det har været muligt at følge på en video, som politiet selv har optaget, og som kan ses på hjemmesiden youtube.com. Såvel minister som politi beskylder præsten for at lyve, og en jurist - som skal afgøre, om der er tale om injurier - er involveret, og sådan lukker sagen sig om sig selv og glemmer alt om hovedpersonerne, de berørte asylsøgere, som præsten omtaler som "svage og traumatiserede mennesker; men hvis det virkelig stod så galt til, skulle de måske have været under behandling i stedet for at få lov til at blive i kirken under præstens og menighedsrådets ansvar. I det hele taget er det, som om sagen om irakerne i kirken løber i alle retninger og væk fra fokus. I stedet for at diskutere det betimelige i at bruge kirken som et selverklæret "fredhelligt" ly er noget af diskussionen kommet til at handle om, hvorvidt man i det hele taget kan stole på politivideoen fra Brorsons Kirke. Hidtil har ingen villet - eller turdet - diskutere, om man kan stole på optagelserne af demonstranterne uden for kirken. Eller er den udbredte opfattelse blevet sådan, at bare fordi man har uniform på, har man straks og pr. automatik ondt på sinde?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...