Litteratur

Er radikale kun til pynt?

POLITIK:Tillykke til Det Radikale Venstre, der i weekenden kunne fejrer 100 år. Og sikke 100 år, intet andet parti har nogensinde fået så meget ud af så få mandater. Det er intet mindre end imponerende. Men siden valget i 2001 er det gået omvendt: Sjældent har noget parti fået så lidt ud af så mange mandater. Det Radikale Venstre er solidt plantet ikke bare på sidelinien, men på tilskuerpladserne til dansk politik. Helt selvvalgt. Et hurtigt opslag i leksikonet under Det Radikale Venstre giver ingen hjælp til at forståelsen af den nye kurs: "Kompromis og det samarbejdende folkestyre er radikale mærkesager. I kraft af bl.a. Det Radikale Venstres ideologiske holdning og pragmatiske indstilling har partiet siden sin stiftelse indtaget en central placering mellem venstre og højre side i Folketinget og har dermed været afgørende for stort set alle regeringsdannelser". (Den store danske Encyklopædi) Marianne Jelved har siden valget sørget for, at forfatterne kraftigt må overveje at ændre i teksten til næste oplag. Ingen kan i dag forestille sig, at de radikale skulle samarbejde med regeringen. Det på trods af, at vi kunne enes på en række liberale punkter. Forstå det hvem der kan. Det kunne den radikale landsformand, Søren Bald, heller ikke, da han fik håndtasken at føle for at sige til NORDJYSKE Stiftstidende, at "vi ville da være tåbelige, hvis vi kun ser den ene vej.". Jelveds svar lød prompte: "Alternativet til Fogh-regeringen tegnes af SR og venstrefløjen". Værsgo. Dagene med at vælge samarbejdspartnere til både højre og venstre alt efter politisk substans er slut. Tag for eksempel den fuldstændig synkrone nej-kultur med fælles pressemeddelelser, som SR udsender hver gang de siger nej til indflydelse på kommunalreformen. Min forståelse ville trods alt være større, hvis det Radikale Venstres snart århundrede lange parløb med Socialdemokraterne havde ført til et samfund indrettet efter radikale mærkesager. For eksempel lav skat og færre mennesker parkeret på overførselsindkomster. Udviklingen har været en anden, og det bekræfter den radikale Anders Samuelsen i et befriende ærligt interview med Berlingske Tidende: "Vi var tidligere bare et forbandet korrektiv til Socialdemokraterne". Måske er tiden moden til at søge indflydelse igen. Et nyt opslag i leksikonet gav fornyet håb om et svar på min undren. Længere nede stod der også noget om frie radikaler. Men ak, frie radikale findes åbenbart kun i fysikkens verden, hvor der er tale om molekyler i en særlig tilstand. Molekylerne forefindes sædvanligvis i par, og kan kun under visse omstændigheder spaltes i to fragmenter – og kun når de står alene, kaldes de et frit radikal. Der er ingen frie radikaler i dansk politik for tiden, og det går ud over det politiske indhold. Men til lykke alligevel. 100 år i dansk politik er en bedrift for et parti uanset hvad.