Er skolens røde tråd blevet blå?

FOLKESKOLEN Vil man for alvor diskutere folkeskolens situation og udvikling, hvilket politikerne med det nye regeringsgrundlag tilsyneladende ønsker, gør man klogt i at tage det idéhistoriske perspektiv i betragtning.

I formålsparagraffen fra "Lov om folkeskolen", som er det officielle navn bag den mere populære betegnelse folkeskoleloven, fokuseres der nemlig på nogle overordnede og derfor lidet konkrete begreber og værdier, som påfaldende nok ikke har forandret sig meget over tid. Ganske vist kan man sige, at formålsparagraffen ikke bare indledningsvis inddrager forældrene, men tillige for en overfladisk betragtning omtaler eleverne i flertal. Fokus er imidlertid via begreber som kundskaber, færdigheder og udtryksformer alligevel klart møntet på det enkelte individ. Begreberne er uomtvisteligt knyttet til et lærende subjekt. Altså en individualistisk og i politisk terminologi liberal indfaldsvinkel, hvilket understreges af det forhold, at formålsparagraffens indledende sætning udtrykkeligt afsluttes med en fremhævning af den enkelte elevs alsidige udvikling. Det er paradoksalt nok den selv samme ideologisk definerede formulering om individets personlige udvikling, der muliggør en dybere historisk perspektivering og forståelse af de idéer om børn og læring, der ligger som en rød tråd i folkeskoleloven. Fra Sokrates og den humanistiske urtanke om det hele menneskes dannelse, over kristendommens mere snævert moralsk orienterede menneskesyn, som alligevel i sidste ende får fastholdt det demokratiske aspekt om den lige og frie borger fra antikken, samt ikke mindst oplysningstidens for alvor frigørende potentiale med tænkere og forfattere som Francois de Voltaire og Jean Jacques Rousseau, samt herhjemme en Ludvig Holberg og P.A. Heiberg, som havde fået banet frihedens vej af englænderen John Locke og skotten David Hume. Dermed er vi så også fremme ved de herhjemme alle steds nærværende N.F.S.. Grundtvig og Christen Kold, hvis betydning for folkeoplysning og uddannelse ingen dansk lærer kunne drømme om at undsige, hvilket dernæst fører os lige lukt til de seneste hundrede års reformpædagogik med den amerikanske filosof og pædagog John Dewey som banebryder. Sidstnævnte meget indflydelsesrige retning, som ifølge kritikerne ligefrem har sejret ad helvede til i form af den såkaldte succespædagogik, kan kort beskrives som den teori, der går ud på at gennemføre mere eller mindre gennemgribende og radikale forandringer i den dominerende opdragelse. Dette oftest på en måde, der gør den mindre autoritær og mindre fastlagt af tradition, samt ikke mindst mindre streng i sine midler. I spændingsfeltet mellem barnets naturlige interesser og kulturens eller civilisationens etiske fordringer og materielle udfordringer, står reformpædagogikken som regel på barnets side, hvilket tydeligt mærkes helt ud i lovens tale om, at skolen forbereder eleverne til medbestemmelse og ansvar i et samfund med frihed og folkestyre. Det er da også i dette kort skitserede, men mægtige spænd af tid og spind af idéer, at det aktuelle spændingsfelt for mig at se nu forsøges udfoldet i én og samme lov om den danske folkeskole. For så vidt kan folkeskolens ofte påpegede krise ligefrem spores til dette storladne forsøg på at ville favne alt det bedste fra den pædagogiske idéhistories mægtige værktøjskasse. Skolens påståede røde tråd af fællesskab er måske dermed i virkeligheden blevet farvet blå af en fortsat stræben efter individuel frihed. Hvilket ikke skal beklages, men tackles konstruktivt! ] Niels Vagner Skipper Petersen, Nejstbrinken 105, Hirtshals, er forfatter og lærer. Hans biografi kan læses på Litteratursiden.dk. Mail: nejst@stofanet.dk