EMNER

Er Venstre et liberalt parti?

En gruppe Venstre-folk, som ønsker at holde fast i den liberalistiske ideologi om de frie markedskræfters spil, den stærkes ret, mere privat og mindre stat, sin egen lykkes smed osv. - en ideologi, som Anders Fogh nu for en stund har forladt af vælgertaktiske grunde - dannede sidste år et nyt parti, som de gav navnet Liberalisterne.

Men det må de ikke for Venstre, skønt partiet - officielt - har forladt sine liberalistiske holdninger - ikke at forveksle med liberale, dvs. frisindede, holdninger. Dem har Venstre øjensynligt også forladt, således som det vil fremgå af det følgende. 25.8 2005 henvendte partiet ”Liberalisternes” formand, Torben Mark Rasmussen, sig til sin tidligere partifælle indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen - under hvem valgspørgsmålene sorterer - for at få anerkendt partinavnet. 22.9. svarede - ikke Lars Løkke, men Venstres partisekretær, at man frygtede et ordmæssigt forvekslingsproblem, skønt Venstre nu har strøget sin tillægsbetegnelse ”Danmarks liberale Parti” - meget naturligt eftersom Anders Fogh under et møde i forbindelse med valgkampen i 2005 på Århus Universitet karakteriserede liberalismen som værende ”en forældet ideologi”. ”Liberalisterne” kritiserede naturligvis V-ledelsens afvisning af deres brug af denne partibetegnelse, hvilket medførte, at Lars Løkke overførte sagen til justitsministeren - dog først den 8.3.2006 med den begrundelse, at han som Venstres næstformand var inhabil. Men var han ikke også næstformand for Venstre 25.8.2005? Hvorfor skulle der dog gå så lang tid? Der var tale om ren chikane. Så længe ”Liberalisterne” ikke kan få deres partinavn anerkendt, kan de ikke gå i gang med at indsamle de 20.000 underskrifter, som er nødvendige for deres opstilling til det kommende Folketingsvalg. 3.7.2006 rykkede ”Liberalisterne” endnu engang Venstre for svar - uden held. Derfor klagede de 2.8.2006 til ombudsmanden over den langsomme sagsbehandling. 13.9. oplyste indenrigsminister Lars Løkke imidlertid definitivt, at der ikke kan gives tilladelse til brug af partinavnet ”Liberalisterne”. Hvad mon der var sket, hvis Socialdemokratiet havde søgt at afholde fhv. partifæller, som ville danne et andet parti med et beslægtet navn, fra at gøre det? Det ville have været top-historien på avisernes forsider og i radio- og tv-aviserne. Men Venstres chikane over for ”Liberalisterne” har ikke været omtalt med ét ord i radio og tv og kun meget kortfattet i enkelte aviser. Det at være liberal har som nævnt noget med frisind at gøre. Men det er jo ikke just frisind, som har præget V-ledelsens holdning til sagen om ”Liberalisterne” eller sagen vedr. Søren Pind-gruppen. I sommeren 2003 ønskede denne gruppe - som led i Anders Foghs såkaldte ”værdikamp” - at debattere helt traditionelle V-synspunkter om hurtige og massive skattesænkninger, reduktion af den offentlige sektor og overførselsindkomsterne mv, dvs. tanker, som Fogh selv gør sig i sin minimalstatsbog. Ikke desto mindre lukkede han - meget liberalt, meget frisindet - omgående munden på Pind-gruppen. Den fik dog et forblommet løfte om, at dens liberalistiske ”teser” kunne tages op på V-landsmødet i 2006, i forbindelse med vedtagelsen af et nyt principprogram. I tillid til dette løfte genfremsatte Pind-gruppen så nogle af sine ”teser” her i sommer og fik dem - meget liberalt - forkastet af Venstres chefindpisker, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Han fremhævede, at en optagelse af disse helt traditionelle V-synspunkter i partiets nye principprogram, ville kunne ”destabilisere” ikke bare Venstre, men sågar VK-regeringen. - Den må stå meget svagt! Der er ikke noget at sige til, at Anders Fogh på det seneste VU-landsmøde i forsommeren blev buhet ud af sine unge liberalistiske partifæller. Heller ikke denne sag har været omtalt i radio eller tv, men kun meget kortfattet i enkelte aviser. Tænk, hvis en S-statsminister var blevet buhet ud på et DsU-landsmøde. Det havde været forsidestof i den samlede presse og den første nyhed i radio- og tv-aviserne. Ombudsmanden har i øvrigt ikke kun fået tilsendt en klage fra ”Liberalisterne”. Han har også fået tilsendt en klage fra journalisten Bo Elkjær, som i 2003 modtog Cavling-prisen for sin kritiske gennemgang af grundlaget for, at regeringen og DF førte Danmark ind i Irak-krigen - trods modstand fra Folketingets store mindretal. Inden modtagelsen af prisen havde Elkjær adskillige gange søgt at få et interview med såvel statsministeren som udenrigsministeren - uden held. Da han fik overrakt Cavling-prisen af Anders Fogh - der som statsminister også er pressens minister - lovede denne, at Elkjær snarest ville kunne få det længe attråede interview. Da han her i foråret - tre år efter, at han gjorde de første forsøg på at få Fogh i tale - stadig ikke havde fået statsministeren i tale rettede han henvendelse til ombudsmanden med det formål at få opklaret, om en minister - i dette tilfælde altså oven i købet pressens - kan tillade sig en så intens boykot af en journalist. Liberalt er det i hvert fald ikke. Ombudsmanden har for nyligt afvist Bo Elkjærs klage. Hvordan kan disse højst uliberale tildragelser - iværksat af Danmarks såkaldt liberale parti -finde sted, uden at en eneste liberal - dvs. frisindet - V-mand eller -kvinde ytrer sig kritisk offentligt? V-politimesteren Birthe Rønn Hornbech MF hyldes ofte i avisernes spalter, i forsamlingshusene ud over landet og helt ud på venstrefløje for sit storslåede frisind. Hvad har denne frisindede V-kvinde nu haft at fremføre af offentlig kritik i anledning af hendes såkaldt liberale partis højst ufrisindede optræden? - Ikke en lyd. Mange anser det at skelne mellem at være liberal og det at være liberalist som værende ligegyldigt. Men det kan faktisk blive ret forvirrende, hvis man ikke gør det - som da Anders Fogh f.eks. inden han blev statsminister udtalte, at han ville prøve at ”dreje (Nyrup)regeringen i en mere liberal retning” på flygtninge- indvandrerområdet. Det var jo imidlertid Fogh selv, der burde have drejet sig og sit parti i en mere liberal - dvs. frisindet - retning på dette område således, at han var kommet på linie med sine meningsfæller i EU. De tog dengang stærk afstand fra Venstres højst uliberale flygtninge- og indvandrerpolitik. - Men så var han jo aldrig blevet statsminister.