Er Vesten i fare?

FRYGT:Det er lige til, Bodil Pingel, når du skriver (30.11.), bruger du noget, der hedder hjemler. Der er ting, som du antager for sande. Og når du vover en fremtidsprognose uden at bygge på mere end frygt, så er vi nødt til at diskutere, hvad du bygger det på. Og hvis du bygger det på Ruth Berings udsagn, så må vi jo også kigge på de præmisser, hun bruger, når du nu er enig med hende. Jeg er glad for, at ”vi” bliver tydeligt. ”Vi” er den vestlige verden. Fanden tage resten! Eller hvad mener du? Er ”vi” ikke også vores naboer i øst, nord, syd og vest? Hvordan kan ”den vestlige verden” være i fare? Verden er bestemt ikke ufarlig. Men hvordan kan en vestlig verden med magtposition og redskaber til stort set at indsætte styrker, hvor de vil, være i fare. Så må argumentet jo være, at hvis man selv har magt, er der andre, der vil stræbe efter den, med alle midler. Og derfor er vi i fare: Der er nemlig andre, der vil tilrane sig den, og erstatte den med ufrihed. Det holder ikke. Mød verden, Bodil, og måske den også vil møde dig med andet, end den frygt, du gerne vil skrive om, og tror på. Det er da ikke så svært at forstå, vel?

Forsiden