EMNER

Er vi klar til forandring?

Vi skal kunne slappe af og holde fri i vores familieliv

Vi har i de fleste parforhold og familier en stor udfordring i at få parforholdet og familielivet til at hænge sammen, så derhjemme bliver det nærende, udviklende og trygge sted for os. At vi har brug for hinanden, det er der ikke tvivl om. Mangler vi da redskaber til kommunikation, eller stiller vi for store krav til os selv og hinanden? Fylder vores ambitioner om job, karrieren og det perfekte liv så meget, at vi ikke når at tage os af hinanden i familien? Hvad siger I læsere af vores klummer, der lige som os står midt i det? Vi håber, at I vil tage udfordringen op og skrive jeres spørgsmål eller undren til os. I denne klumme vil vi give nogle af vores bud på, hvorfor det er så vanskeligt, som det tilsyneladende er. Succeskrav giver stress Nogle af de problemer, vi har i par og familielivet, skyldes, at vi ikke har indstillet os på, hvor meget tid det tager at have et godt par- og familieliv. Vi ville bedre kunne finde ro til at lytte til hinanden, hvis vi tog os tiden og ikke stillede så voldsomt store krav til os selv om alt det, vi skal overkomme af planer og projekter. Sætter vi overliggeren for succes helt urealistisk højt? I så fald risikerer vi at udmattes af det og i værste fald få stress. Dette er fakta. Især kan læsset nemt vælte, hvis tingene så ikke forløber som planlagt, hvis der kommer andre kritiske situationer og begivenheder ind over. Vi synes, vi skal sætte mere fokus på familielivet for familielivets egen skyld - ikke fordi, vi skal arbejde mere og blive endnu bedre til at planlægge. Vi må kunne slappe af og holde fri i vores familie. Vi drømmer måske om at være fejlfri, klare os godt, være lykkelige, tynde, slanke, i god form, se godt ud, have et smukt hjem ind og udvendigt. For mange af os er det blevet standard succeskriterierne! Det er der ikke noget galt i så længe, vi trives og udvikler os sammen. Men aldrig i historien er der blevet udskiftet så mange furer i huse, installeret så mange køkkener, og lavet så meget ”bo bedre”. Det koster ofte alt for meget på det menneskelige plan, når vi har megen fokus på ydre materielle ting og for lidt opmærksomhed på det, vi føler og mærker inde i os! Er vi klar til at forandre os? Lær at kommunikere For at kunne ændre tingene til det bedre, skal vi vide, hvad vi skal gøre. Vores forældre har ikke kunne lære os det. De har ikke selv vidst hvordan, de skulle kommunikere med hinanden, så de skabte nærhed i stedet for afstand. Vi har heller ikke lært det i skolen. Der var næsten altid fokus på den ydre målestok. Og kritik fik mange af os nok af: Du skal, du burde, du kunne da også... I dag ved vi meget mere om vigtigheden af at anerkende og værdsætte hinanden. Det er bare så forfærdeligt svært at føre ud i livet, fordi det ikke sidder i kroppen på os. Selv om vi dybest set ønsker og længes efter at være værdsættende og anerkendende overfor vores nærmeste, ryger der en skarp bemærkning, en kritisk kommentar, som ødelægger stemningen og skaber afstand. Selv når vi allermest ønsker nærhed. Også overfor os selv ryger nærheden. Selvkritikken er tit for hård. Det kræver træning og øvelse at lære at anerkende både hinanden og sig selv. Det må ske i en atmosfære, hvor det er i orden at fejle, fordi det er svært. Vores fælles bevidsthed må styres af, at vi ved, at vi gør det bedste, vi kan - hele tiden. Så når vi falder i, og stemningen ødelægges, må vi hurtigst muligt tilgive hinanden. Svært at forstå Hvordan er det så lige med at forstå hinanden? Tit og ofte kan sker det modsatte - vi misforstår hinanden. Vi tror, vi ved, hvad hinanden tænker og føler, og så reagerer vi på det, vi tror, vi ved. I stedet for at agere ved at tage ansvar for det, vi selv føler og tænker. Deraf opstår mange misforståelser. En kritisk kommentar fra den ene tolkes som: Nu er hun på nakken af mig igen! I stedet for at tænke: Måske er der noget, der trykker hende i dag? Hvis vi ikke farer op, så snart den anden siger eller gør noget, men viser interesse for, hvad der ligger bagved, så vil vores kommunikation gå meget bedre. Til syvende og sidst har vores tanker om den anden ikke så meget med den anden at gøre som med os selv! Vi er ofte alt for optagede af, om det, vi selv tror og tænker om den anden, er helt rigtigt. Her er måske virkelig det store stræk, for at par -og familielivet kan få det bedre. Vi må træne os i at lytte til hinanden og give det tid og ro. Virkelig at lytte hjælper mirakuløst på relationen. Vi ligner hinanden på rigtig mange måder, på andre er vi helt unikke. Helt vores egen. Vi er alle helt forskellige. Også børnene! John Grays bog fra 1992 ”Mænd er fra Mars, kvinder fra Venus” blev en bestseller, fordi den virkelig sagde os noget, som vi havde glemt. Vi gjorde oprør mod autoriteterne og de indgroede kønsrollemønstre mellem mænd og kvinder i 70’erne, men vi havnede i den anden grøft. Nu er det måske på tide, at vi træder i karakter som mænd og kvinder med hver vores forskelligheder. Men også det tager tid for os: At lære at se hinanden som ligeværdige, men helt forskellige, uden at vi tager forskelligheden som en personlig fornærmelse. Vi er jo begge, manden og kvinden, sårbare. Vi voksne har barnet/teenageren, inden i os. Vi bærer hele vores personlige historie med på godt og på ondt. Det er det, der gør os menneskelige. Men så må vi også opgive drømmen om at være fejlfri og gøre det, der skal til, for at skabe forandring! Mai-Britt og Martin