EMNER

Er vi så lykkelige?

Danskerne er verdens lykkeligste folk.

Henrik Bang-Møller

Henrik Bang-Møller

Det viser en international undersøgelse nu for anden gang i træk. Så man fristes til at tro, at der er noget om snakken. Er der det? Hvis man tøver med at svare ja, behøver det ikke være, fordi man mener, danskerne lyver. Men når det handler om noget så i grunden dybsindigt og eksistentielt som lykke, er der stor forskel på, om man udbreder sig om det i enten telefoniske eller skriftlige opinionsundersøgelser, som på det nærmeste har ramt dette lille land som en galopperende epidemi. Eller man i nær samtale med en fortrolig naturligt delagtiggør hinanden i, hvordan man har det - hvorvidt man trives - får dagligdagen til at hænge sammen osv. Som følge af denne store forskel tillader jeg mig sammen med mange andre at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man uden videre kan udlede noget for alvor dybtgående om danskernes lykketilstand i en international undersøgelse. I det hele taget kan man stille berettiget spørgsmålstegn ved, hvorvidt "et folk", som i den grad insisterer på at være hyper-individualister, som vi gør, overhovedet lader sig diagnosticere som lykkeligt fra et sådant akademisk-ophøjet fugleperspektiv. Vi er statistisk lykkelige! Det nærmer sig det skinbarlige vanvid og det pureste vrøvl. Og gad vide, både hvem der har interesse i en sådan undersøgelse - og hvilke motiver de har. Vi bør være meget mistænksomme. Både undersøgelser og erfaringer fortæller os imidlertid, at lykke blandt andet er nært forbundet med muligheden for at tilrettelægge sit eget liv. At man med andre ord har indflydelse på, hvordan ens liv skal være, så man i sit eget liv kan forfølge sine egne drømme og fantasier. Så langt har vi alligevel allieret os med individualismen. Og den skal også have sit. Men bag denne forudsætning gemmer sig en upåagtet og derved lurende fare, som truer vores individuelle lykke. For akkurat ligesom ingen af os lever for os selv, på helt samme måde kan man ved nærmere eftertanke ikke forestille sig, at man således selv kan være umådelig lykkelig, mens ens egne børn, ens ægtefælle, far, mor, familie, venner eller andre, der står én nær, enten lider, har det svært, er ensomme eller dybt ulykkelige. Det ville jo forudsætte et liv med endog særdeles store skyklapper på. Ofte tilmed aggressivt og bittert, fordi man nødvendigvis bliver nødt til at bruge temmelig mange kræfter på at sætte sig til aktiv modværge mod andre menneskers nærgående påtrængenhed og betydning for ens eget liv. Ens egen lykke trues af andres ulykke. Og man kan enten vælge at gøre sit til at afhjælpe den andens ulykke, uanset hvilken skikkelse den har. Eller gøre sig effektivt immun over for den måde, hvorpå et hvilket som helst menneske bliver påvirket af andres modgang. Man kan lægge et beskyttende lag af hård asfalt rundt om hjertet, så man ganske vist ser andres lidelse og ensomhed, men ikke lader sig afficere af det. I denne tvivlsomme sportsgren har vi "lykkelige" danskere efterhånden udviklet en vis færdighed. Således at vores tolerance, som næsten ingen grænser kender, ofte har indgået en skjult alliance med distancen; med den på overfladen høflige diskretion, hvormed vi nødigt blander os i andres liv, fordi de som bekendt selv må styre og bestemme over sig selv. Når vi i disse tider ser den ene sag om overgreb mod børn og unge rulle sig ud efter den anden - og både familie, naboer, omgangskreds, venner og myndigheder pludselig står uvidende og måbende tilbage, fordi de intet så, intet fornemmede, intet vidste eller ville vide - så rejser spørgsmålet sig med presserende styrke: mon ikke en og anden har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje? For vi har vel lov til at leve vores eget liv uden andres indblanding. Mennesker har forskellige måder at være lykkelige på. Dét blander vi os ikke i. Denne vanemæssige distance, som i vidt omfang er muliggjort af den kolossale velfærdsstat, vi som en tung dyne har placeret imellem hinanden, er gået hen og blevet kultur. I et sådant omfang ydermere, at vi ikke længere løfter øjenbryn over det. En kulde og anstrengt livagtighed har lagt sig imellem os, som medvirker stærkt til, at vi hverken har lyst til eller for den sags skyld behøver komme tæt ind på livet af hinanden. Og slet ikke, når vi oplever eller fornemmer, at vi slet ikke er så lykkelige, som vi gerne lader andre få indtryk af. Vi foretrækker tilsyneladende fredsommelighed frem for fred. Og der er stor forskel! Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999.