Udland

Erdogan er på charmeturné

Tyrkiets premierminister er draget ud i landet for at samle støtte mod storbyernes aktivister.

Erdogan er på charmeturné

Tusindvis af jublende tilhængere af den tyrkiske regeringschef, Recep Tayyip Erdogan, var klar til at tage imod og lytte på, da Erdogan kom forbi byen Kayseri i det centrale Tyrkiet fredag.

Det er en højborg for den konservative og religiøse muslim Erdogan, og den centrale plads i byen, hvor han talte, var et hav af flag.

Ved et gammelt slot ved pladsen hang et kæmpe billede af premierministeren ved siden af et kæmpe billede af Mustafa Kemal Ataturk, grundlæggeren af det moderne og verdslige Tyrkiet.

Det officielle formål med mødet mellem Erdogan og indbyggerne i industribyen var, at han ville samle støtte til sit AKP-parti forud for kommunalvalget, der dog først afholdes i marts næste år.

Men det var også andre ting, der umiddelbart trængte sig mere på ved mødet, hvor partiet forsøgte at trække unge tyrkere til.

Tyrkiets storbyer, herunder Istanbul og Ankara, har i de seneste uger været skueplads for demonstrationer, hvor aktivister har krævet indrømmelser af Erdogan, som de beskylder for at være autoritær.

Han slår ned på udskænkning af alkohol, indfører mere islam via lovgivningen, og det er ikke alle, der bryder sig om det i dagens Tyrkiet.

Demonstrationerne, som politiet har grebet hårdhændet ind over for, har understreget splittelsen i det tyrkiske samfund mellem religiøst konservative - Erdogans bagland - og så mere liberale tyrkere.

- De siger, at de er uddannede, de er kunstnere, de er rige, de ved alt, de forstår alt, sagde Erdogan til de mange mennesker i Kayseri.

- De tror, at deres stemmer ikke sidestilles med stemmerne fra Ahmet eller Mehmet eller fra fårehyrden i Kayseri. De har nydt deres whisky på bredden af Bosphoros, tilføjede Erdogan, mens de tusindvis af mennesker jublede.

Det er meningen, at Erdogan skal holde tilsvarende møder med tyrkerne i løbet af weekenden i den østtyrkiske by Erzurum og i Samsun ved Sortehavets kyst.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.