Erdogan truer med at angribe kurdere i Syrien

Tyrkisk militær vil måske i de kommende dage angribe kurdiske stillinger i området Afrin i nabolandet Syrien.

Ritzau
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, advarer om, at tyrkisk militær i de kommende dage måske vil angribe kurdiske stillinger i området Afrin i nabolandet Syrien. Foto: Scanpix/Bingol
Politik 14. januar 2018 18:35 - Opdateret 14. januar 2018 18:58

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, advarer om, at tyrkisk militær i de kommende dage måske vil angribe kurdiske stillinger i området Afrin i nabolandet Syrien.


- Det ville være for at frede Tyrkiets sydlige grænse mod, hvad Erdogan kalder "terror i Afrin".
- Den mindste uro ved grænsen kan blive et signal til os om, at vi må tage et sådant skridt, siger den tyrkiske leder i en tv-transmitteret tale.
Præsidenten beskriver det planlagte angreb som en fortsættelse af en otte måneder lang militær operation i nabolandet rettet mod Islamisk Stat og den kurdiske YPG-milits.
YPG, som er en vigtig allieret for USA, er terrorstemplet af Tyrkiet.
Erdogans trussel om et angreb på Afrin, der kontrolleres af YPG, kommer på et tidspunkt, hvor den amerikanskledede koalition i Syrien arbejder på at oprette en ny grænsestyrke på 30.000 mand, hvilket har forstærket Tyrkiets vrede.
Tyrkiet tilkaldte i sidste uge den amerikanske charge d'affaires i Ankara for at protestere over, hvad tyrkerne kalder en "bekymrende og uacceptable udvikling."
Grænsestyrken kommer til at omfatte YPG-medlemmer, som er med i oprørsgruppen, Syriens Demokratiske Styrker (SDF).
Grænsestyrken skal sættes ind ved grænsen til Tyrkiet, ved grænsen til Irak og langs Eufrat-floddalen, som adskiller den amerikansk støttede SDF-styrke fra de russisk-og iranskstøttede syriske regeringsstyrker.
Tyrkiet siger, at YPG er en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK, i Tyrkiet. Denne gruppe har i tre årtier kæmpet for at løsrive det sydøstlige Tyrkiet, og den er opført på terrorlisterne i EU og USA.
USA har omkring 2000 soldater i Syrien. De skal ifølge de officielle amerikanske meldinger blive i landet, indtil Islamisk Stat er helt nedkæmpet og en stabiliseringsproces er sat i gang sammen med en meningsfuld fredsproces under forsæde af FN.
Erdogan har sagt, at den syriske leder, præsident Bashar al-Assad, bærer "det primære ansvar for blodsudgydelserne i Syrien". Han kalder Assad en "terrorist", der har "dræbt næsten en million af sine egne borgere".
/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...