Udland

Erdogan vil måske angribe PKK i Syrien

Der gøres forberedelser til en ny æra i Syrien, siger Tyrkiets premierminister, der mener, Assad er på vej ud.

Erdogan vil måske angribe PKK i Syrien

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, advarer om, at Ankara måske vil angribe kurdiske oprørere fra PKK, der opererer i Syren.

- I det nordlige Syrien har præsident Bashar al-Assads regime tildelt fem provinser til kurderne, til terrororganisationen, siger Erdogan til tyrkisk tv med henvisning til det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Han tilføjer, at Tyrkiet mange gange har angrebet kurdiske oprørere i Irak.

Ifølge premierministeren er Syriens politik over for kurderne rettet mod Tyrkiet, og han advarer om, at der vil komme "et svar på denne holdning" fra Ankara.

Erdogan siger også, at præsident Assad og inderkredsen omkring ham er "ved at gøre klar til at gå af."

- Der gøres forberedelser til en ny æra, siger han om situationen i Syrien.

Erdogans udtalelse, der var en vurdering og ikke en henvisning til konkrete, nye oplysninger, blev fremsat inden, han forlod Ankara for at flyve til de olympiske lege i London.

Lignende udtalelser er fremsat tidligere af Erdogan, som for få dage siden drøftede en ny æra i Syrien med Ruslands politiske ledere.

Erdogan har i den seneste tid i kraftige vendinger advaret om, at Assad risikerer at få Tyrkiets vrede at føle, hvis syrisk militær krænker den tyrkiske grænse.

Erdogan-regeringen har brugt de hårdeste vendinger om Syrien efter en syrisk nedskydning af et tyrkisk fly.

Episoden har øget spændingerne mellem Tyrkiet og Syrien, efter at de i forvejen var stærkt belastede som følge af Assads voldelige nedkæmpelse af en folkelig opstand mod hans styre.

33.000 syriske flygtninge opholder sig i grænseregionen sammen med enheder fra oprørerne i Den Frie Syriske Hær.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.