Erfaren ballet-scenograf

Jeg er del af et team, selvfølgelig kan de andre kritisere mig

Dronning Margrethe med komponist James Price ved generalprøven på ”Fyrtøjet” i Tivoli. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Dronning Margrethe med komponist James Price ved generalprøven på ”Fyrtøjet” i Tivoli. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Dronning Margrethe får mere og mere erfaring som balletscenograf. - Jeg bliver mere og mere sikker på, hvilke trick jeg kan bruge, og hvornår jeg skal holde igen, sagde hun i går på et pressemøde i Tivoli efter generalprøven på Pantomimeteatrets opsætning af H.C. Andersens “Fyrtøjet”, der har premiere i morgen. Balletten er skabt i samarbejde med koreografen Dinna Bjørn og komponisten James Price. Dronning Margrethe svarede bekræftende på et spørgsmål om, hvorvidt hun følte sig som en del af et team, eller om hun blot afleverede sine forslag til scenebilleder og kostumer og sagde pænt farvel. - Jeg er meget bevidst om, at jeg er en del af et helt hold. Selvfølgelig kan de andre kritisere mig, og det har de også gjort, sagde hun. Siden efteråret har dronningen haft en cd-udgave af James Prices musik. Ved generalprøven glædede hun sig over, hvorledes dansen og handlingen fungerede sammen med musikken. - Desuden er der hele historien og sproget hos Andersen. Jo mere, jeg læste og drøftede det med andre, desto flere billeder dukkede der op på skærmen, fortalte Dronning Margrethe. En journalist bad hende udlægge moralen i historien, hvor soldaten for at nå sine mål hugger hovedet af en heks og ender med at sikre sig prinsessen og det halve kongerige. - Det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Jeg godkender historien, som den står, og som jeg altid har læst den, lød svaret. Det er tredje gang, at dronningen medvirker som scenograf på Pantomimeteatrets præsentation af en H.C. Andersen-ballet. “Kærlighed i skarnkassen” og “Tommelise” var de to første, som Dinna Bjørn og James Price også bidrog til. Skal alle gode gange tre senere blive til alle gode gange fire? - Det har vi ingen overvejelser om, fastslog den kongelige scenograf./ritzau/